Vers. 4
Denne version blev publiceret af Marie-Louise Hammer 26. oktober 2010. Artiklen blev ændret 103 tegn fra forrige version.

Sinan, ca. 1490-17.7.1588, osmannisk arkitekt. Efter uddannelse inden for militæret blev han hofarkitekt hos Selim 1. Yavuz og forestod opførelsen af talrige monumentalbygninger i Osmannerriget.

Udfordret af Hagia Sofia i Istanbul førte han den anatolske centralkuppelmoské til et højdepunkt med fokus på eksteriøret; det gælder såvel den enkelte bygningsblok som de store symmetriske moskéanlæg.

Hovedværker er sultanmoskéerne Süleymaniye (1550-56) i Istanbul og Selimiye (1568-75) i Edirne, der begge indrammes af spydagtige minareter og omgives af de religiøse institutioners "modulbyggeri" med mindre kupler.