Meyer besad store lyriske kvaliteter, som han ikke bare udfoldede i sin talevirksomhed, men også udlevede gennem talrige sange og digte. Under pseudonymet Phosphorus (lysbringeren) blev mange af dem trykt i Social-Demokraten og senere udgivet i digtsamlinger: Under rødt Flag (1892), Frie Sange (1894), Brænding (1896), Digt og Sang (1903), Nattens Sange (1906), Mindedigte (1920), I Fred og Fejde (1924) og Nogle oprørske Digte (1933).
Digtene er generelt præget af hans lyse sind, fremtidstro og naturglæde, inkl. hyldester til kvinden, kærligheden og det frie liv. Selv digtene om sociale problemer og kampsangene, som udgør hovedparten af dem, gives der udtryk for megen håb og glæde ved arbejdet.
Hans 1. maj-sange hørte i mange år til de mest sungne, fremfor alt hans omdigtning af Eugène Pottiers Internationale: Flyv højt, vor Sang, paa stærke Vinger, der indgik i hans kantate til Anden Internationales kongres i København i 1910. Han var dertil initiativtager til arbejdersangkoret De vandrende Sangere, der på fridage vandrede ud af byen for at give koncerter og vække interesse for sang og friluftsliv.
Meyer skrev også en række kolportageromaner: En Gøglers Roman (1901-1902), Et Fattigbarns Eventyr (1902-1903), Eventyr og Historier (1923) og Bjørnen paa Kunstrejse (1925); en biografi om partiformand P. Knudsen (1916); og skuespil, der blev opført på Arbejdernes Teater: Sypiger (1900), Skøn Valborgs Dag og Stormesteren (1901) og En Oprører (1926).
Fra 1917 til 1919 var han direktør for Thalia Teater i Allégade på Frederiksberg.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.