Image
Af /Bilinguale Straßenbeschilderung Cottbus.

Cottbus er en tysk by ved floden Spree 100 km sydøst for Berlin i den tyske delstat Brandenburg med 95.100 indbyggere (2024). Cottbus er uddannelses-, kultur- og turistcenter, byen er det politiske og kulturelle centrum for sorberne i Niederlausitz og har tekstil- og beklædningsindustri samt møbel- og næringsmiddelindustri.

Faktaboks

Også kendt som

Chośebuz (sorbisk)

Byen ligger i et stort brunkulsområde og havde i det tidligere Østtyskland en omfattende industri baseret på brunkulsforædling.

Cottbus blev anlagt af venderne i 700-tallet og er en vigtig kulturbevarer for den vendiske stamme sorberne. Gadeskiltene er dobbeltsprogede, tysk og sorbisk.

I 1701 skete en indvandring af huguenotter, der indførte tekstilhåndværk og tobaksforarbejdning.

Cottbus ligger i en bred smeltevandsdal og er omgivet af hedelandskabet Nieder-Lausitz, hvor fyrst von Pückler-Muskau (1785-1871) i perioden 1848-70 ændrede det golde land til en frodig naturpark med sjældne træarter.

Cottbus blev i 1947 del af den nye delstat Brandenburg og blev 1952 hovedby i Bezirk Cottbus. I DDR-tiden fandtes et tugthus for politiske fanger i byen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig