Irak (Geografi), Iraks grænser går overvejende gennem ubeboede og uvejsomme områder, og de fleste er omstridt. Det tidligere neutrale område på grænsen til Saudi-Arabien i syd blev efter forhandlinger delt mellem de to lande i 1967. Mod Iran afgrænses Eufrat-Tigris-floddalen af Zagrosbjergene, der SØ for Baghdad stiger stejlt op fra den flade slette. Mod nord er overgangen fra flodslette til bjergland mere gradvis med flere rækker lave bjergkæder, der glider over i de egl. Zagrosbjerge med tinder over 3000 m. Disse egne nord og øst for Baghdad, oldtidens Assyrien, bebos overvejende af kurdere og kaldes Irakisk Kurdistan. Den vestlige side af den store flodslette stiger langsomt op mod en højslette ind mod Saudi-Arabien, Jordan og Syrien; i Irak overstiger højderne ikke 1000 m. Klimaet er overvejende subtropisk og fastlandspræget med milde vintre og ekstremt varme somre; temperaturer over 50 °C forekommer jævnligt og er meget ubehagelige pga. floddalens høje luftfugtighed. Nedbøren er næsten overalt utilstrækkelig til landbrug, og uden vanding fra de to floder er den naturlige vegetation busksteppe og ørken. Kun i Irakisk Kurdistan falder der op mod 1000 mm årsnedbør, meget af den som sne om vinteren. I det sydlige Irak fandtes et 10.000 km2 stort marskområde; siden 1970’erne er det blevet drænet. Dræningen tog fart, efter at shiamuslimerne i det sydlige Irak i 1991 efter Golfkrigen forsøgte at gøre oprør. Dræningen skete ved hjælp af dæmninger, hvorved man hindrede Tigris og Eufrat i at oversvømme vådområderne, og ved, at man via nygravede kanaler ledte vand bort fra området. Dermed blev næsten 200.000 såkaldte marskarabere fordrevet. I 2001 skønnedes det, at 90% af området var tørlagt. Efter Irakkrigen og Saddam Husseins fald har man gjort en stor indsats for at genetablere vådområderne. Det er dog fortsat truet pga. omfattende dæmningsbyggeri og kunstvandingsanlæg længere oppe af floderne.
Det sker
Irans militær
Irans militær affyrede i går missiler mod Israel. Revolutionsgarden varsler, at gårsdagens angreb er det første af flere. Israels militær har svaret tilbage med missilangreb, og krigen i Iran er derfor det seneste døgn eskaleret.
Christian Eriksen
Fodboldspiller Christian Eriksen faldt i går om på banen under en venskabskamp mod Ukraine. Han kunne selv gå fra banen og kom hurtigt på hospital. Siden sit hjertestop på banen i 2021 har Christian Eriksen haft indopereret en hjertestarter, en såkaldt ICD-enhed.
8 skarpe om Grundloven
Quiz | 5. juni er grundlovsdag. Hvor meget ved du om Danmarks Riges Grundlov?
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.