Der skulle ikke kun lang tid, før Turpal Bisultanov gjorde opmærksom på sig selv på den internationale scene. I 2021 vandt han guld ved junior-EM og sølv ved U23-EM. Året efter, i 2022, tog han et skridt op i seniorklassen og hentede guld ved europamesterskaberne i Tyskland samt sølv ved verdensmesterskaberne i Serbien. I 2026 blev 2.-pladsen dog konverteret til en førsteplads, idet hans serbiske modstander, Zurabi Datunashvili (f. 1991), fik frataget sin guldmedalje efter flere brud på antidopingreglerne. Turpal kan derfor fra 2026 kalde sig verdensmester fra 2022.
Man skulle nu tro, at vejen til OL var klar. Men Turpal havde endnu ikke formået at bestå sin indfødsretsprøve, der giver adgang til dansk statsborgerskab og OL-deltagelse. Det var derfor en glad Turpal, der den 8. august 2023 kunne modtage sit danske statsborgerskab ved en ceremoni på rådhuset i Nykøbing Falster. Turpal formåede ikke at kvalificere sig til OL ved kvalifikationsstævnerne i Baku eller Istanbul i 2024, men på grund af et afbud fra Rusland, der nægtede at stille op under neutralt flag, grundet krigen i Ukraine, fik Turpal Bisultanov alligevel sin drøm opfyldt via en såkaldt reallokeret plads. Den nye statsborger kvitterede for tilliden ved at vinde bronze i 87-kiloklassen efter en sejr på 2-1 over den regerende verdensmester David Losonczi. Bedriften blev belønnet med prisen Intet er umuligt ved arrangementet Sport 2024 i Jyske Bank Boxen den 4. januar 2025.
Turpal Bisultanov deltog ved VM i Zagreb i september 2025, hvor han løb ind i årets første nederlag, da han tabte kvartfinalen i 87-kiloklassen med 1-7 til den russiske bryder Milad Alirzaev (f. 1998).
Ved EM i Albanien i 2026 hjemtog Turpal sin anden EM- guldmedalje, hvor han gjorde rent bord med 5 sejre på stribe. I finalen mod den olympiske guldvinder fra Paris 2024, Semen Novikov, som i øvrigt besejrede Turpal i de indledende runder ved legene, sikrede Turpal sig en faldsejr, som er brydningens svar på en knockout, hvor man holder modstanderens skuldre kontrolleret på måtten i mindst et sekund, hvilket afslutter kampen med det samme.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.