Granulater er tørre sammensætninger af mindre pulverpartikler, der danner små klumper, korn eller perler. Et eksempel, der ses i hverdagen, er vaskepulver.

Faktaboks

Etymologi
Ordet granulat kommer fra latin granula 'små korn'

Inden for farmaci er granulat et præparat, hvor et eller flere lægemiddelstoffer er fordelt i kornene sammen med hjælpestoffer og er normalt beregnet til at blive taget gennem munden. Granulater indeholder ofte lægemiddelstoffer, der er beregnet til hurtigt at frigives for at blive absorberet fra mavesækken eller tarmen eller til lokal virkning i mavesækken eller tarmen.

Produktion

Granulater dannes ved granulering eller pelletering. Dette er processer, hvor pulverpartikler omdannes, så de hæfter sig til hinanden og danner enheder med flere enkeltpartikler. Der findes to forskellige metoder til granulering: I vådgranulering tilsættes en væske for at få pulverpartiklerne til at hæfte sig til hinanden. I tørgranulering benyttes højt tryk til at presse pulverpartiklerne sammen til én sammenhængende masse, et aggregat.

Inden for lægemiddelproduktion er granulater typisk mellem 0,2 og 4,0 millimeter og bør have en så ensartet størrelse som muligt.

Anvendelse

Årsagen til, at der benyttes granulater, kan være for at opnå bedre flydeegenskaber i pulverblandingen, for at undgå segregering af de forskellige bestanddele i en pulverblanding og for at reducere støvdannelse i produktionsprocessen. Granulat er ofte et mellemprodukt i produktion af lægemidler og forarbejdes ofte videre til tabletter eller fyldes i hårde gelatinekapsler.

Granulater kan også bruges som doseringsform, som de er. Eksempelvis findes der lægemidler mod virus, hvor granulater er pakket som dosispulver i små poser. Indholdet i en sådan dosispose indtages med vand.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig