hantavirus

Foreløbig er der fundet 22 hantavirus-arter, som forårsager sygdom i mennesker. Virusarterne giver lidt forskellige symptomer på sygdom og har forskellig farlighed. De mest almindelige arter er:

• Hantaan (HTNV)
• Seoul (SEOV)
• Dobrava (DOBV)
• Puumala (PUUV)
• Sin Nombre (SNV)

Der kan forekomme person til person-smitte, hvilket dog er sjældnere og kræver længerevarende tæt kontakt (fx mellem familiemedlemmer) og/eller udsættelse for større mængder virus, men er fx set ved smitte til sundhedspersonale fra patienter ved tidligere udbrud af hantavirus-typen Andes.

Hantavirus-infektioner forekommer relativt sjældent, fx rapporteredes i 2025 229 tilfælde og 59 døde i Sydamerika (8 lande). I Europa var der i 2023 1.885 tilfælde af infektioner med hantavirus.

Den 2. maj 2026 blev Verdenssundhedsorganisationen WHO informeret om et mindre udbrud på et krydstogtskib under hollandsk flag, der startede i Ushuaia, Argentina den 1. april. Skibet havde ca. 88 passagerer og 59 personale fra i alt 23 nationaliteter. Allerede den 4. maj var 7 personer smittet med en hantavirus, inklusive 3 dødsfald, en indlagt på intensiv afdeling, 2 med milde symptomer og en der blev diagnosticeret efter at være stået af skibet og fløjet til sit hjemland i Schweitz. Skibslægen var en af de smittede. Den initiale virussmitten var muligvis sket i Argentina inden skibets afgang hos nogle af passagererne, men dette undersøges nærmere. Efterfølgende risiko for smitte på fly fra syge eller fremkomst af symptomer inden for inkubationstiden følges. Andre virus ser ikke ud til at smitte i inkubationstiden, hvilket vil gøre det lettere at afbryde smitte ved isolation af synligt syge.

I 1993 var hantavirus årsag til kardiopulmonalt syndrom, der forkortes HCPS, i området Four Corners i USA. HCPS forekommer i Nordamerika og Sydamerika, og er hyppigst fremkaldt af hantavirus-arterne Sin Nombre og Andes og er kendetegnet ved lungeødem, lungesvigt og hjertesvigt og dødeligheden er ca. 40 %.

Hantavirus fik særlig opmærksomhed i årene 1951-1954 under Koreakrigen, da ca. 3.400 amerikanske soldater og FN-tropper fik alvorlig hantavirus-infektion med hæmoragisk feber med renalt syndrom (HFRS), dvs. blødningsfeber og nyrepåvirkning, og 10 % af de smittede soldater døde.

Det Pulmonale Syndrom (HCPS) med lungebetændelse er sjældent og forekommer i Nord- og Sydamerika, hvor Sin Nombre-virus og Andes-virus er de hyppigste former, og sygdommen er karakteriseret ved at kunne medføre inflammatorisk respiratorisk distress syndrom (RDS), også kaldet "hvide lunger" på røntgen) og lungeødem efterfulgt af lunge- og hjertesvigt med en høj dødelighed på ca. 40 %. Dødeligheden er formentlig mindre ved intensiv symptomatisk behandling på et hospital.

Hantavirus pulmonalt syndrom har en inkubationstid på typisk 2-4 uger, men kan være så kort som 1 uge og så lang som 8 uger.

Symptomerne starter typisk pludseligt med hovedpine, svimmelhed, kulderystelser, feber, muskelsmerter, og maveproblemer som kvalme, opkast, diarré, mavesmerter. Derefter tilkommer pludselig luftvejsproblemer (lungebetændelse) med åndenød og blodtryksfald kaldet respiratorisk distress syndrom, som hurtigt kan være dødeligt. Dødeligheden er typisk fra 1-15 % i Asien og Europa, men op til 50 % i Sydamerika. Andesvirus angives at have en dødelighed (case fatality rate, CRF) på cirka 40%.

Nyresygdommen (HFRS) er den hyppigste sygdomstype med omkring 200.000 indlæggelser om året i verden. Nyresygdommen (HFRS) er den hyppigst forekommende hantavirus-sygdom i Danmark og det øvrige Europa.

Nogle hantavirus-arter er mere sygdomsfremkaldende (patogene), fx arterne Dobravavirus og Hantaanvirus og Andesvirus, end andre mindre farlige hantavirus-arter som Puumalavirus og Saaremaavirus.

Seoulvirus (SEOV) kan give en mild form for nyrepåvirkning. Smittereservoirer for Seoulvirus er den sorte rotte (Rattus rattus) og den brune rotte (Rattus norvegicus), og smitte forekommer i Asien og i mange havnebyer rundt om i verden. I Europa er der kun beskrevet et enkelt tilfælde af Seoulvirusinfektion, som var registreret i Frankrig.

De farligste hantavirus i Europa er Dobravavirus fra halsbåndmus (Apodemus flavicollis) i Balkanlandene, og Hantaanvirus hos brandmus i Fjernøsten, Rusland og på Balkan. Indrejsende inficerede rygsæksturister smittet i disse områder har nogle få gange været indlagt i Danmark med alvorlig blødningsfeber fx af Dobravavirus og med dødelig udgang.

I Danmark findes PUUV, som forårsager den mildeste form for nyresygdom (nefropatia epidemica), der har en god prognose. Rødmusen (Clethrionomys glareolus) er reservoir for PUUV i Danmark. Selvom der nu findes rødmus både på Fyn, Lolland-Falster og i Jylland, er sygdommen nefropatia epidemica, forårsaget af PUUV, kun almindeligt forekommende på Sydfyn, årsagen hertil er ukendt. I Danmark ses årligt omkring 10 indlagte personer med nefropatia epidemica, der er udløst af hantavirus.

I Nordsverige og Finland, fx omkring søområderne i det centrale og østlige Finland, er der registreret ca. 30 tilfælde af PUUV årligt pr. 100.000 indbyggere, med lidt flere i Nordsverige og Norge, og med års mellemrum ses der udbrud af hantavirus-infektioner. Der er observeret en stigende hyppighed af hantavirus-infektioner i Skandinavien de seneste år.

I de seneste år er der nu også fundet Saaremaavirus (SAAV) i Danmark hos nogle brandmus, som findes på Lolland-Falster og i Midtjylland, men kun hos et enkelt menneske.

Der findes endnu ingen vaccine mod de mange forskellige hantavirus. I Korea kan fås vaccinen Hantavax, der er en formalin-inaktiveret helcellevaccine, som kun er rettet i mod Hantaanvirus og ikke de øvrige hantavirus-typer. Effekten af vaccinen er dog ringe, svarende til ca. 30 %.

Ved at undgå områder, hvor der bor gnavere i store mængder, og holde beboede områder fri for gnavere, fx ved at tillukke musenes indgangshuller i beboelses- og staldbygninger, reducere gnavernes adgang til føde og vand, samt undgå, at de får mulighed for at bygge reder, kan risikoen for at blive smittet med hantavirus nedsættes. Det er desuden velbeskrevet, at rengøring af udendørsarealer eller udhuse tæt på skovområder, ligesom skovaktiviteter, øger risikoen for smitte. Derudover bør man anvende passende sikkerhedsforanstaltninger, fx gummihandsker, undgå at ophvirvle og indånde støv ved evt. at bære FFP3-maske og vande inficerede, støvede områder med et desinfektionsmiddel. Smitten kan også ske indirrekte ved oral indtagelse eller sutten på virusforurenede overflader, tørrede planter eller fx fingre, der har berørt disse.