Ladin er et sprog eller en dialektgruppe, der tales af lidt over 40.000 mennesker (2011) i Dolomitterne i Norditalien øst for Bolzano. Sammen med romansch i Schweiz og friulisk i Nordøstitalien udgør ladin sproggruppen rætoromansk.
Faktaboks
- Etymologi
-
Ordet ladin er sprogets egen udvikling af latin latinus 'latinsk' (som adjektiv).
- Også kendt som
-
ladinsk, dolomitisk
Talerne af ladin udgør en etnolingvistisk gruppe, ladinerne. De fleste af dem bor i regionen Trentino-Alto Adige, der omfatter provinsen Sydtyrol, men der er også et par tusind talere i Belluno i den nordlige del af Veneto. Italiens statslige radio- og tv-selskab RAI har en særlig tjeneste, siden 2013 kaldt Rai Ladinia, som fra Sydtyrols hovedby Bolzano sender programmer på ladin. Der finder også undervisning sted på sproget i grundskolen rundt om i regionen, især i Sydtyrol.
Ladin, der kan opdeles i seks hoveddialekter, er den midterste og mindst udbredte af de tre rætoromanske dialektgrupper.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.