Image
Horisontal nystagmus hvor den hurtige komponent af bevægelsen går mod personens højre side og den langsomme mod venstre. Personen har højresidig horisontal nystagmus. På det store billede øverst ses en hurtigere venstresidig horisontal nystagmus.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Nystagmus er rytmiske øjenbevægelser bestående af en hurtig bevægelse i én retning fulgt af en langsom bevægelse i den modsatte retning; betegnes efter retningen af den hurtige bevægelse højre- eller venstresidig nystagmus.

Faktaboks

Etymologi

Ordet nystagmus kommer af græsk nystagmos 'døsen', af nystazein 'døse, halvsove'.

Nystagmus opstår fx, når en rotation om kroppens længdeakse brat stoppes, og skyldes den fortsatte væskestrøm i det indre øres buegange.

Afhængig af hvilke buegange, der er stimuleret, kan nystagmus være horisontal, vertikal (op/ned) eller rotatorisk. Ved rotatorisk nystagmus ses en lille hurtig rotation af regnbuehinden den ene vej efterfulgt af en langsommere rotation den anden vej.

Nystagmus kan også ses hos personer, der under en togrejse betragter landskabet gennem kupéens vindue, såkaldt jernbanenystagmus. Denne nystagmus er ikke udløst fra buegangene, men skyldes at objekter uden for togvinduet betragtes sekventielt.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig