rygtitel

Omkring vor tidsregnings begyndelse fik bøger den fysiske form vi bruger i dag (kodeksformen) – som en stabel blade sammenhæftet i stablens ene side og til at åbne og bladre i. Gennem middelalderen kunne klosterbibliotekerne ofte nøjes med at identificere deres bøger med et håndtegnet stikord på bogens omslag. Antallet af bøger før Gutenberg var beskedent, og Europas lærde kendte ofte eksemplarerne i forvejen og vidste, hvilket kloster der ejede dem.

Anderledes så det ud i Europa efter midten af 1400-tallet, hvor bogtrykkerkunsten muliggjorde, at alt væsentligt for videnskaberne kunne mangfoldiggøres og spredes til hele den vestlige verden. Med bogtrykkerkunstens udbredelse voksede både bibliotekernes og de enkelte lærdes bogsamlinger voldsomt. Når dertil kom, at større bogsamlingers pladsbehov efterhånden krævede, at bøger måtte stå opret på hylden – og ikke ligge ned som tidligere, blev det almindeligt at påføre hver bogryg et forfatternavn. En bogs titel, derimod, blev indtil 1500-tallet ofte opfattet med værkets emne, og ville så fremgå som del af den indledende tekst på værkets første side.

En egentlig rygtitel kom typisk først på bogryggen i 1600-tallet, da væksten i bogudgivelser gjorde det nødvendigt at skelne mellem forskellige lærde kommentatorers versioner og udgaver af et forfatterskab. Man kendte værket på forfatternavnet. Med vore dages mange bøger af samme forfatter er deres titel oftest vigtigere på bogryggen end forfatterens navn.

• bog
• bogbind
• ekslibris

• DS/ISO 6357:1995: Dokumentation. Rygtitler på bøger og andre publikationer