safaviderne

Safaviderne, iransk dynasti 1501-1722. Safaviderne var oprindelig ledere af safaviyya, en sufiorden med centrum i Ardabil i NV-Iran, opkaldt efter grundlæggeren Safi al-Din (1252/53-1334). Ordenen vandt i løbet af 1400-t. stor tilslutning blandt de turkmenske stammer i Østanatolien og Aserbajdsjan, og den antog messiansk og shiitisk karakter. I 1501 besejrede safaviderne Ak Qoyunlu-dynastiet, og ordenens leder, Ismail 1., proklamerede sig som shah. Safaviderne søgte at begrænse de turkmenske nomadelederes magt ved at efterligne det osmanniske slavesystem inden for administration og militær. Denne politik slog i længden fejl pga. begrænsede økonomiske resurser og turkmenernes modstand. I 1722 blev dynastiet styrtet af afghanske oprørere. Se også Iran (historie).