Traditionen med at kombinere brydning og showopvisning opstod i Europa i 1800-tallet, hvor den franske soldat Jean Exbrayat, der havde tjent under Napoleon, rejste rundt i Europa for at lave brydeopvisninger på markeder og festivaler. Jean Exbrayat tilskrives også æren for udvikling af moderne brydning. Her opstod også traditionen med at bruge maleriske navne, da bryderne ofte blev præsenteret som Hercules, The Mighty Greek, The Ox of the Alps osv.
I forbindelse med emigrationen til Amerika opstod der et helt nyt marked for show-wrestling. Frem for kun at lave opvisning begyndte man nu at tage betaling for at udfordre hinanden samt deltagere blandt publikum. Reglerne blev mere og mere flydende, da man i modsætning til de regler, der blev udviklet til græsk-romersk brydning og fristilsbrydning, tillod både spark, slag, armlåse samt stranguleringer – en stilart, der minder om den engelske Lancashire-style.
Med fjernsynets indtog i 1950'erne eksploderede interessen for professionel wrestling i USA. Interessen kulminerede i 1980'erne, hvor Hulk Hogan nærmest blev synonym med pro-wrestling.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.