Alfred Jarry

Han elskede Grand Guignol-teatret og afskyede den naturalistiske teaterkonventions tvang. Han ønskede, at skuespillerne skulle bære masker, at scenen skulle være "heraldisk", dvs. indskrænket til en monokrom baggrund, og replikkerne skabelonagtige.

Han skrev flere fortsættelser til Kong Ubu, bl.a. Ubu cocu (1897, Ubu som hanrej) og Ubu enchaîné (1899, Ubu som slave), men der er ikke tale om en egentlig cyklus. Alle hans stykker består af løst sammenkædede optrin; intrige og psykologi spiller ingen rolle deri. Det drejer sig først og fremmest om en anarkistisk gøren grin med borgermusikken i en festlig totaloplevelse, hvor tilskuerne kan være med i løjerne.

Jarrys teater er et af de første eksempler på antiteater (vendt mod enhver form for illusionsteater) og performanceteater, hvor replikkerne, holdt i et vulgært, fordrejet sprog, kun betyder lidt og skuespillernes grimasser og klovnerier desto mere.

Det var således med god grund, at dadaister og surrealister senere hyldede Alfred Jarry som den store forløber på teatret for den borgerlige kunsts nedbrydning. Kong Ubu spilles stadig hyppigt, ofte i en fri sammenkædning af motiver fra de forskellige stykker; i Danmark siden 1965.

• Frankrigs litteratur
• Frankrigs teater