Image
Ved kommunalvalget i 2021 blev Stephanie Storbank fra Venstre valgt som kommunens første kvindelige borgmester. Foto: 2021.
Stephanie Storbank på valgdagen d. 16. november 2021
Af /Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.
Image
Kort over Billund Kommune
Af .
Image
Billund Kommunes våben
Af .
Image

LEGO House ligger i forlængelse af Billunds handelscentrum i gaderne omkring Hovedgaden og Gammelbro. Det 12.000 m2 store oplevelseshus blev indviet i september 2017. Foto: 2019.

LEGO House
Af /Trap Danmark.

Ved Strukturreformen fra den 1. januar 2007 fusionerede de tidligere Grindsted og Billund Kommuner. Selv om Grindsted var den nye kommunes største by, var der enighed om, at turistmagneten og LEGO-hovedsædet Billund skulle lægge navn til fusionskommunen, mens rådhuset kom til at ligge i Grindsted.

Faktaboks

Areal
540,2 km²
Højeste punkt
96,5 m.o.h. (Trindhøj)
Kystlinje
0
Region
Syddanmark
Stift
Ribe
Provsti
Grene
Antal sogne
11
Indbyggertal 1950
14.788 personer
Indbyggertal 1980
23.718 personer
Indbyggertal
27.168 personer (2025)
Befolkningstæthed i kommunen
50,3 personer/km² (2025)
Befolkningstæthed i Danmark
139,5 personer/km² (2025)
Gennemsnitsalder i kommunen
43,6 år (2025)
Gennemsnitsalder i Danmark
42,6 år (2025)
Anslået middellevetid for 0-årige i kommunen
82,1 år (2024)
Anslået middellevetid for 0-årige i Danmark
81,5 år (2024)
Disponibel indkomst, gennemsnit pr. person i kommunen
398.267 kr. (2023)
Disponibel indkomst, gennemsnit pr. person i Danmark
279.600 kr. (2023)
Kommunal skatteprocent
24 % (2025)
Kommunal skatteprocent, gennemsnit for hele landet
25,07 % (2025)
Hjemmeside

www.billund.dk

Da forhandlingerne om sammenlægningen intensiveredes i 2004, var der først tale om en langt større fusion, men byrådene i Grindsted og Billund Kommuner endte med at gå enegang. Siden fusionen har kommunen haft en borgmester fra Venstre.

LEGO System A/S er med sine omkring 5.900 medarbejdere (2025) i Billund både byens og kommunens helt dominerende arbejdsplads, ligesom LEGOLAND er den førende turistattraktion. Billund Airport er Jyllands største lufthavn.

Grindsted er kommunens andet erhvervscentrum, hvor det tidligere Grindstedværket – efter at have været ejet af Danisco og senere opkøbt af DuPont-koncernen – efter en ny fusion i 2021 er blevet en del af den amerikanske IFF-koncern og fortsat producerer tilsætningsstoffer til fødevareindustrier verden over. Kommunen er med i det store erhvervssamarbejde Trekantområdet Danmark. Næsten halvdelen af de beskæftigede på arbejdspladserne i Billund Kommune kommer pendlende fra andre kommuner.

Inde i landet som en af de nordlige kommuner i Region Syddanmark ligger Billund Kommune med cirka lige langt til Kattegat og Vesterhavet. Det meste af kommunens landskab består af den store, flade Grindsted Hedeslette, som har haft afgørende betydning for den historiske udvikling i området såvel som for kulturarven og, naturligvis, naturforholdene.

Et andet kendetegn er de store skovarealer: Omtrent en fjerdedel af kommunearealet er dækket af hedeplantager. Allerede i 1700-tallet blev den første opdyrkningsindsats af heden iværksat, og i 1760‑1761 etableredes tre kolonier på Randbøl Hede, som i dag er et af de områder, hvor man kan opleve de for kommunen så karakteristiske indsander: klitlandskaber og vidtstrakte flader dækket af flyvesand.

Befolkningen i Billund Kommune

Figur. Befolkningsudvikling 1970‑2025 samt fremskrivning til 2050 for Billund Kommune.
Figur. Befolkningsudvikling 1970‑2025 samt fremskrivning til 2050 for Billund Kommune.
.

Befolkningstallet i den nuværende Billund Kommune voksede kraftigt fra 1970 til slutningen af 1990’erne, hvorefter væksten de næste 20 år var svag. Der var 27.168 indbyggere i kommunen den 1. januar 2025. Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning fra 2025 regner med 27.458 indbyggere i 2050.

Det politiske landskab i Billund Kommune

De to gamle nabokommuner Grindsted og Billund havde en fælles fortid som Grindsted-Grene Sognekommune (1842‑1921), og allerede tidligt i debatten om Strukturreformen, i begyndelsen af 2004, besluttede de to at gå sammen. Med deres ca. 17.400 og ca. 8.700 indbyggere kom de tilsammen sikkert over den mindstegrænse på 20.000, som var udgangspunktet for Strukturkommissionen.

I årene efter årtusindskiftet intensiverede mange kommuner deres tværgående samarbejde på konkrete områder. Grindsted og Billund Kommuner havde allerede et tæt samarbejde, bl.a. om 10. klasse og sociale institutioner. Et bredere samarbejde gik fra 2003 under navnet »fembanden« med både Jelling, Egtved, Give, Billund og Grindsted Kommuner som deltagere. De fælles projekter drejede sig her bl.a. om skatteligning, it-løsninger og erhvervssamarbejde. Også Ølgod og Varde Kommuner var inde i drøftelserne om at udbygge samarbejdet.

Det, der kunne ligne tegningen til en stor kommune med omkring 50.000 indbyggere, endte imidlertid med, at Grindsted og Billund Kommuner i sidste ende besluttede ikke at invitere andre med.

De var ellers så langt i processen, at Give Kommune havde planlagt en folkeafstemning d. 13. juni 2004. Den skulle give borgerne mulighed for at vælge mellem en fusion med Billund og Grindsted Kommuner eller alternativt en fusion med Brande og Nørre-Snede Kommuner. Men i sidste øjeblik blev afstemningen aflyst, da Billund og Grindsted Kommuner med en pressemeddelelse d. 3. juni 2004 skrev, at de ikke var interesserede i at få flere kommuner med i deres sammenlægning.

Dermed var diskussionen slut. Sammenlægningen blev en formel realitet pr. 1. januar 2007, efter at det første kommunalvalg ud fra de nye grænser havde været afholdt i november 2005.

Blandt de første debatter var kommunenavnet og placeringen af rådhuset. Grindsted havde udfordringer med gammel forurening fra det tidligere Grindstedværket, som bl.a. kunne være en trussel for grundvandet. Billund havde LEGO, lufthavnen mv. Derfor var der hurtigt enighed om at kalde den nye kommune for Billund. Antallet af byrådsmedlemmer blev sat til 25. Dette tal har gentagne gange har været til diskussion, da det med næsten en politiker pr. 1.000 vælgere er usædvanlig højt.

Fra 2014‑15 har kommunens administration været samlet i Grindsted med en nyopført bygning, der er forbundet med en renoveret del af det tidligere rådhus.

Socialdemokraterne har tidligere stået stærkt i Grindsted, hvor man havde haft socialdemokratisk borgmester i perioden 1994‑2002, men ved sammenlægningen var både Grindsted og Billund Kommuner ledet af borgmestre fra Venstre. Afgørelsen om, hvem der skulle være Venstres kandidat som borgmester i den nye fælles kommune, blev truffet internt i de to kommuners vælgerforeninger. Da Venstre i Grindsted var næsten fem gange så stort som Venstre i Billund, faldt valget entydigt ud til fordel for Ib Kristensen, borgmester i Grindsted siden 2002.

Trods en række personstridigheder har den politiske linje i den nye kommune været præget af brede forlig. Senest er budgetforligene for både 2019 og 2020 indgået mellem alle byrådets 25 medlemmer.

Mens Venstre i november 2005 gik ind i den nye kommune med et absolut flertal ved kommunalvalget på 14 mandater, blev valget i 2009 mere tæt. Venstre mistede fire mandater og måtte søge bredere støtte. Radikale Venstre kom for første gang i byrådet med deres nye kandidat, Kai Bayer. Han pegede på Ib Kristensen og blev selv udvalgsformand.

Op til 2013-valget blev Ib Kristensen som Venstres spidskandidat udfordret internt i partiet af det erfarne byrådsmedlem Klara Lyskjær Noer fra Billund. Vælgerforeningen i Venstre voksede med 400 medlemmer, en fordobling, lige op til det interne valg i november 2012. Ib Kristensen vandt knebent afstemningen.

Kommunalvalget i 2017 gav ti mandater til Venstre, der fik Dansk Folkeparti med tre mandater som støtte. Borgmester Ib Kristensen forlod kommunalpolitik med udgangen af 2021.

Ved valgene i 2013 og i 2017 blev der kun valgt hhv. fire og seks kvinder til byrådet mod ti ved de foregående valg. Heller ikke kommunalvalget i 2021 gav større kvindelig repræsentation, fem kvinder blev valgt ind. Til gengæld fik Billund med den 38-årige Stephanie Storbank (V) sin første kvindelige borgmester. Storbank, der blev valgt ind første gang i 2017, er uddannet sygeplejerske og har efterfølgende taget en kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi. Den nye borgmester fik valgets absolut højeste personlige stemmetal, nemlig 2063, men valget ændrede ikke meget i magtfordelingen i kommunen. Venstre har fortsat 10 pladser, mens Socialdemokratiet har ni. I alt 22 ud af byrådets 25 medlemmer blev en del af konstitueringen.

Mandatfordeling og stemmeprocent ved kommunalvalg i Billund Kommune i 2009, 2013, 2017, 2021 og 2025*

2009 2013 2017 2021 2025
A. Socialdemokratiet 6 7 7 9 6
B. Radikale Venstre 1 0 2 0 -
C. Det Konservative Folkeparti 3 2 1 3 2
D. Nye Borgerlige - - - 0 -
F. Socialistisk Folkeparti 3 0 0 0 2
I. Liberal Alliance - 0 0 - -
M. Moderaterne - - - - -
O. Dansk Folkeparti 2 2 3 2 1
V. Venstre 10 13 10 10 10
Æ. Danmarksdemokraterne - - - - 4
Ø. Enhedslisten - 0 - - -
Å. Alternativet - - - - -
E. Borgerlisten - 1 2 - -
L. Lokalpolitisk Forum - - - 1 -
I alt 25 25 25 25 25
Kvinder 10 4 6 5
Mænd 15 21 19 20
Stemmeprocent 67,7 % 74,1 % 72,8 % 68,3% 67,9%

*DANMARKS STATISTIK – STATISTIKBANKEN.DK/VALGK3, KMDVALG.DK SAMT VALG.DK

Til stort set alle kommunalvalg har der været lokale borgerlister, som stillede op, til tider under ganske fantasifulde navne som »Ny Politik – tak« i 2005. Størst betydning har den nuværende Borgerlisten haft. Den er centreret om Ole Marcussen, tidligere medlem af Socialdemokratiet og SF. Han var som SF’er med til at sikre partiet tre mandater ved valget i 2009. Borgerlisten fik to mandater ved valget i 2017. I 2021 var det Lokalpolitisk Forum, der fik et mandat.

Kommunalvalget 2025 gave ikke plads til borgerlister. Der er kun seks partier i byrådet, som alle gik med i byrådet, som gav Stephanie Storbank (V) endnu en borgmesterperiode.

Borgmestre i Billund Kommune*

Periode Borgmester Parti (liste)
2022-nu Stephanie Storbank Venstre (V)
2007-2022 Ib Kristensen Venstre (V)

*BORGMESTERFAKTA.DK

Erhverv og arbejdsmarked i Billund Kommune

Image
Billund er en af Jyllands største turistbyer, og over 2 mio. turister besøger årligt byens attraktioner. Badelandet Lalandia er sammen med LEGOLAND og LEGO House blandt kommunens store attraktioner. Foto: 2020.
Lalandia i Billund
Af /Trap Danmark.

Billund Kommune har langt flere arbejdspladser, end der er erhvervsaktive i kommunen. Beskæftigelsen trækkes af LEGO Koncernen samt Billund Airport, IFF Grindsted og badelandet Lalandia. Den største del af erhvervslivet har hjemme i kommunens to største byer, Grindsted og Billund. Kommunens placering giver virksomhederne gode muligheder for at tiltrække arbejdskraft fra et stort opland. Over halvdelen af de beskæftigede på arbejdspladserne i Billund Kommune er pendlere fra andre kommuner.

I lighed med de fleste andre kommuner faldt beskæftigelsen i Billund Kommune i kølvandet på finanskrisen i 2008, men faldet var mindre end i de fleste andre kommuner, og Billund Kommune kom hurtigere igennem krisen. Allerede i 2010 var beskæftigelsen tilbage på niveauet før finanskrisen, og i november 2017 var beskæftigelsen godt 10 % højere end før finanskrisen.

Uddannelse i Billund Kommune

Uddannelsesniveauet i kommunen ligger under landsgennemsnittet. I 2024 havde 18,2 % af de 30‑34-årige kun en grundskoleuddannelse som den højest gennemførte uddannelse mod et landsgennemsnit på 12,6 %. Samtidig havde 41,2 % en videregående uddannelse mod tilsvarende 57,0 % på landsplan.

Sundhed i Billund Kommune

Et nyfødt barn i Billund Kommune havde i 2024 en beregnet middellevetid på 82,1 år. Det er lidt over landsgennemsnittet på 81,5 år. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2021 rapporterede 84 % af den voksne befolkning i Billund Kommune at have et fremragende, vældig godt eller godt selvvurderet helbred. Landsgennemsnittet samme år var 83,3 %.

Indkomster og formue i Billund Kommune

Med en gennemsnitlig disponibel indkomst på 398.000 kr. i 2023 lå Billundborgerne mere end 100.000 kr. over landsgennemsnittet på 280.000 kr. Den gennemsnitlige nettofamilieformue var 2.182.000 kr. i 2020, mens landsgennemsnittet var 2.259.000 kr.

Læs mere i Lex

Læs mere i Trap Danmark (6. udgave, 2014 – 2022)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig