Image

De tre søstre Brontë er malet ca. 1834 af broderen Branwell, der udvisket befinder sig mellem Emily og Charlotte. Maleriet findes på National Portrait Gallery i London.

.

Brontë er en engelsk familie, der fostrede tre forfattere, Charlotte, Emily og Anne Brontë. Faren Patrick Brontë var en irsk bondesøn, der støttet af lokale metodister blev præst og fra 1820 virkede i Haworth, Yorkshire. Moren Maria Branwell døde fra fem døtre og en søn i 1821. De to ældste søstre døde efter et kostskoleophold. Siden underviste faren de øvrige hjemme. Intellektuel frihed og et intenst forhold til det omgivende hedelandskab prægede deres barndom.

Søstrene uddannede sig til guvernanter. Charlotte og Emily lærte fransk i Bruxelles og forsøgte uden held at oprette en skole. Udgivelsen af den fælles digtsamling Poems i 1846 gav dem håb om en forfatterkarriere, skønt bogen i første omgang kun blev solgt i to eksemplarer. Året efter udsendte de hver en roman, alle tre er blevet klassikere: Charlotte Brontës Jane Eyre, Emily Brontës Wuthering Heights og Anne Brontës Agnes Grey. Broren Branwell slog ikke igennem som maler og endte i et alkohol- og stofmisbrug. Efter Branwells, Emilys og Annes død 1848-49 fortsatte Charlotte forfatterskabet hos faren, der overlevede dem alle. Han døde i 1861.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig