Frida Kahlo

Som 17-årig begyndte Frida Kahlo at studere maleri i Fernando Fernández’ (1886-1972) atelier, hvor hun lavede kopier af den svenske kunstner Anders Zorns kobberstik. Det afslørede hendes talent for tegning, da hun ikke blot lavede kopier, men fyldte tegningerne med sin egen udtryksfuldhed.

I 1920’erne blomstrede den moderne kunst i Mexico, hvilket var med til at fremme Kahlo’s udvikling som kunstner. Samtidig havde den mexicanske revolution 1910-1917 skabte en atmosfære af fornyelse, der fremmede et inkluderende og eksperimenterende læringsmiljø under ledelse af undervisningsminister José Vasconcelos (1882-1959). Friheden i læringen gav Kahlo mulighed for at fortolke både virkeligheden og de maleriske tendenser, hun lærte i skolen, på ny.

I dette miljø blev Kahlos malerkunst påvirket af alt fra samtidige mexicanske malere til europæiske klassiske malere som Dürer, Cranach, Grünewald, Velázquez, El Greco, Bruegel, Holbein, Van Dyck, Uccello, Tizian og Bronzino. Kahlo var en hovedsageligt autodidakt maler, der lod sig inspirere af mange forskellige kunstnere og stimuli.

På samme tidspunkt begyndte Kahlo at male portrætter af familie og bekendte og muligvis at tage betaling for sit arbejde. Et af de vigtigste portrætter fra denne periode er Retrato de Alicia Galán ('Portræt af Alicia Galán', 1927). Maleriet minder om Bronzinos manieristiske portrætter, og med denne klare henvisning til maleriets historie gjorde Kahlo det klart, at hun ville gøre maleriet til sin profession. På bagsiden af lærredet skrev hun: ”Mit første kunstværk.”

I 1929 havde Kahlo fundet sin egen malestil. Hun var sikker på motiverne og måden at udtrykke sin følsomhed på, hvilket allerede kan ses i portrættet af søsteren fra 1928 og i Dos mujeres (Salvadora y Herminia) ('To kvinder (Salvadora og Herminia')), fra samme år. I det første ser vi en stiliseret fremstilling af søsteren i Bronzinos manieristiske stil på en baggrund, der minder om de idylliske landskaber fra den italienske renæssance. I det andet, et portræt af to tjenestepiger i hendes forældres hus, ser vi samme valg af baggrund, et naturlandskab, dog denne gang mere frodigt. Den centrerede indramning og figurernes stiliserede træk samt baggrunden med naturlige og symbolske motiver kulminerer i malerier som de to Autorretrato con mono ('Selvportræt med abe', 1938 og 1940), Autorretrato con Chango y Loro ('Selvportræt med Abe og Papegøje', 1940), Autorretrato con collar de espinas y colibrí ('Selvportræt med tornekrans og kolibri', 1940), Autorretrato con Bonito ('Selvportræt med Bonito', 1941), Autorretrato con monos ('Selvportræt med aber, 1943) og Autorretrato con changuito ('Selvportræt med lille abe', 1945).

Det er ikke tilfældigt, at der optræder aber i flere af Kahlos portrætter, da hun selv havde spindelaber som kæledyr. Foruden Kahlos forkærlighed for at male det, der var tæt på hende i hendes dagligdag, har aberne også en symbolsk betydning. For i den mexicanske kultur symboliserer aber frækhed og drengestreger, frihed og spontanitet.

Frida Kahlos vigtigste motiv var dog hende selv. Hun sagde, at hun portrætterede sig selv, fordi hun tilbragte så megen tid alene, og fordi hun var det bedste motiv, hun kendte.

Efter hendes ægteskab med maleren Diego Rivera i 1929, der allerede var en internationalt anerkendt kunstner, rejste de begge til USA, hvor Rivera var blevet inviteret til at male et vægmaleri i San Francisco. Parret boede i USA fra 1931 til 1933.

Kahlo og Rivera havde mødt hinanden i kredse omkring det mexicanske kommunistparti, som de begge var medlemmer af. Med Rivera som vejleder blev Kahlo introduceret til datidens mest prestigefyldte kredse, hvor hun senere skulle vinde sig en plads på egen hånd. I San Francisco udstillede hun i november 1931 et værk på en udstilling med kvindelige kunstnere, og hun udnyttede sit ophold til at perfektionere sin teknik. Samme år rejste Kahlo og Rivera til New York for at overvære en retrospektiv udstilling af Riveras værker på Museum of Modern Art.

Rivera opmuntrede Kahlo til at fortsætte med at udvikle sin egen stil som maler. I flere breve, som Kahlo skrev til familie og venner under sit ophold i USA, var hun meget kritisk over for den amerikanske livsstil og de sociale uligheder, som stod i kontrast til ånden efter den mexicanske revolution. Hendes følelse af at befinde sig mellem to verdener, har hun skildret i maleriet Autorretrato en la frontera entre México y Estados Unidos ('Selvportræt ved grænsen mellem Mexico og USA').

I 1933 havde Diego Rivera en affære med Frida Kahlos søster Cristina, hvilket førte til en krise i ægteskabet. Denne dobbelte utroskab tog det Kahlo flere år at komme sig over. Hendes maleri blev mere introspektivt og afspejlede en dyb smerte, som det ses i Unos cuantos piquetitos ('Nogle få små stik', 1933-1935), der var inspireret af nyheden om en mand, der havde dræbt sin partner med knivstik, da han fandt ud af, at hun havde været ham utro.

Samtidig med de ægteskabelige problemer var Kahlo beskæftiget med sig selv som selvstændig kvinde og kunstner med egne ideer, som det fremgår af Autorretrato dedicado a León Trotsky ('Selvportræt dedikeret til Lev Trotskij, 1937. Det var en gave til den kommunistiske leder på hans fødselsdag, efter at Kaholo havde haft et kærlighedsforhold til Trotskij, mens han var i eksil i Coyoacán, hvor Kahlo og Rivera boede.

Selvom Kahlo var stærkt påvirket af den europæiske avantgarde i sin malerkunst, fik opholdet i USA hende til at overveje, hvordan hun mere seriøst kunne fremhæve mexicansk kunst og kultur i sine billeder. Maleriet El difuntito Dimas Rosas a los tres años de edad ('Den afdøde Dimas Rosas som treårig', 1937) afspejler den gamle mexicanske skik med at klæde de afdøde i tunikaer, hvis udformning og farve minder om visse helgeners eller jomfruers klædedragt. Især børn blev klædt sådan, da de blev betragtet som angelitos ('engle') uden synd. Dimas var søn af en tjener i Kahlos hus, som hun var blevet meget glad for.

Både Kahlo og Rivera samlede på mexicanske ex-votos, som er små folkelige votivbilleder. Kahlo var interesseret i ex-votos’ tiltrækningskraft mellem den objektive verden og det overnaturlige samt i deres udtrykskraft, som hun brugte som inspiration til sine malerier på en måde, der aldrig før var set i kunsthistorien. Et eksempel på dette er værket Recuerdo (El corazón) ('Minder (hjertet'), 1937)), der udtrykker smerten over Riveras utroskab med Cristina, men også Allá cuelga mi vestido o New York ('Der hænger min kjole', 1933-1938) og Hospital Henry Ford (1932), der skildrer malerens smerte ved at miste et barn på et hospital i Detroit.

Efter en invitation fra den franske digter André Breton rejste Kahlo til Paris i 1939 for at udstille sine malerier. I Paris, langt væk fra Rivera, oplevede Kahlo en frihed, som ægtefællen ikke altid tillod hende. Selvom hendes hjerte tilhørte Rivera, som hun ofte skrev i både breve og dagbog, havde hun i løbet af sit liv flere forhold til både mænd og kvinder. I Paris introducerede Breton Kahlo til kredsen af surrealister som Kandinsky og Miró, der beundrede hendes malerier.

Frida Kahlo døde i sit hjem i en alder af 47 år. Den officielle dødsårsag var en boldprop i lungen. På trods af smerten kan man i hendes malerier også fornemme hendes enorme styrke og livsglæde. Kort før sin død malede hun Viva la Vida ('Længe leve livet', 1954). Det er et stilleben fyldt med rødt som dominerende farve, der kommer fra åbne og smilende vandmeloner.

Hovedparten af den arv, Frida Kahlo ønskede at efterlade, findes i Frida Kahlo-museet, kendt som La Casa Azul. Det er det sted, hvor Kahlo blev født, voksede op og senere delte med Rivera i Coyoacán.

Foruden værker af Kahlo rummer La Casa Azul også værker af andre kunstnere, bl.a. Rivera, samt parrets samling af præcolumbiansk kunst og Kahlos samling af votivgaver. Museet har omkring 500.000 besøgende om året, hvilket gør det til et af de mest besøgte kultursteder i Mexico og et internationalt referencepunkt for latinamerikansk kunst og kulturarv. Således opfylder museet Frida Kahlos og Diego Riveras ønske om, at det skulle være et sted, hvor folk kunne komme og lære mere om parrets kunst.