Libyens historie

Fra omkring 600 f.v.t. koloniseredes Libyen af fønikiere og grækere. Med romernes ekspansion i Middelhavsområdet fik især kystområderne betydning, og med etableringen af provinsen Africa i 146 f.v.t. og Kyrene i 74 f.v.t. blev de indlemmet i Romerriget. Det mellemliggende område blev fra kejser Augustus' tid langsomt integreret. Trods det ørkenagtige bagland udvikledes Libyen til et vigtigt korn- og olivenproducerende område med knudepunkter i havnebyerne Leptis Magna, Oea (nuværende Tripoli) og Apollonia. Ca. 300 blev det libyske område udskilt som den selvstændige provins Tripolitana. Efter Romerrigets deling kom det under Det Byzantinske Rige. I 455 erobrede og hærgede vandalerne hovedbyerne langs kysten, men området oplevede alligevel en svag opblomstring i 500-tallet.

Det blev i 600-tallet erobret af araberne, der i den første tid dog kun havde kontrol med kyststrækningen. Fra 800-tallet var det i aghlabidernes besiddelse, og i 900-tallet kom det under de shiitiske fatimider. De mistede imidlertid grebet om størstedelen af Libyen, da den lokale emir 1049 tillod en tilbagevenden til sunniislam. Derefter var området under skiftende herredømme og blev også splittet op mellem lokale magthavere, indtil det fra 1551 formelt kom under osmannisk kontrol. Lokale slægter formåede imidlertid at opretholde en betydelig indflydelse, således som det var tilfældet med Ahmad Qaramanli, der i 1711 sikrede sig en reel kontrol over landet, og hvis familie dominerede politisk indtil 1835, da det osmanniske sultanat igen havde held til at sikre sig direkte kontrol over området.

I 1911 erklærede Italien Osmannerriget krig og forsøgte at sikre sig kontrol med Libyen. Den italienske invasion stødte imidlertid på betydelig modstand både fra osmannerne og fra den lokale befolkning. Den osmanniske sultan indgik i oktober 1912 en fred med Italien, men den lokale libyske modstand fortsatte uanfægtet, nu under ledelse af Sanusiordenen (se Muhammad ibn Ali al-Sanusi). Da fascisterne i 1922 overtog magten i Italien, intensiveredes krigen i Libyen, og med tilfangetagelsen og henrettelsen af oprørslederen Omar Mukhtar (f. ca. 1858) i 1931 sikrede Italien sig endeligt kontrollen over Tripolitania, Fezzan og Cyrenaika, de tre områder, der tilsammen udgør Libyen. Samme år henrettedes oprørslederen Omar Mukhtar. Den tyve år lange nedkæmpelse af lokale oprørere anslås at have kostet ca. 75.000 libyere livet. Efterhånden udgjorde den italienske bosættelse en ottendedel af befolkningen.

Under 2. Verdenskrig besatte Storbritannien Cyrenaika og Tripolitania, mens franskmændene besatte Fezzan, og i 1947 gav Italien afkald på Libyen. I december 1951 besluttede FN, at området skulle være et selvstændigt forenet kongedømme under kong Idris 1., der havde spillet en vis rolle i den lange kamp mod Italien. Det nye libyske kongedømmes konstitution slog fast, at Tripolitania, Cyrenaika og Fezzan skulle have udstrakt selvstyre; kun udenrigspolitikken og den økonomiske politik skulle styres centralt.

Libyen var fra uafhængigheden og frem til 1969 tæt knyttet til Vesten. Det var også vestlige olieselskaber, der i 1959 lokaliserede de første oliefelter i landet, og snart blev der produceret en betydelig mængde olie. De stigende indtægter herfra gjorde det muligt at gennemføre politiske reformer, og i 1963 blev Libyen omdannet fra en føderal til en centraliseret stat med fælles politisk system. Den store afhængighed af Vesten førte også til en voksende kritik fra bl.a. hæren, og en gruppe unge officerer under ledelse af Muammar Gaddafi kuppede sig den 1. september 1969 til magten. Året efter udvistes 20.000 italienere, som de sidste kolonister.

De nye magthavere var erklærede panarabister, og Libyen har siden 1969 flere gange forsøgt at indgå et tæt overnationalt samarbejde med en række forskellige arabiske lande, bl.a. Egypten, Syrien, Sudan, Malta og Tunesien. Ingen af disse forsøg er dog blevet virkeliggjort. Libyen har også taget flere initiativer til at styrke den Nordafrikanske Arabiske Union (UMA) , som også hidtil har været forgæves.

Det politiske system blev i 1977 omdannet således, at magten formelt blev overdraget folkekongresser, der var valgt på både lokalt og nationalt niveau. Systemet fungerer fortsat, men er fra midten af 1980'erne pga. voksende intern modstand mod regimet blevet suppleret med en række "revolutionskomitéer", der skal sikre kredsen omkring Gaddafi fuld politisk kontrol.

Libyen oplevede fra begyndelsen af 1970'erne frem til midten af 1980'erne en voldsom økonomisk vækst. Landets store indtægter fra salg af olie blev investeret i landbrug, industri og etablering af et omfattende sundheds- og uddannelsessystem. Privat investering og detailhandel blev i overensstemmelse med principperne i Gaddafis Grønne Bog forbudt, men blev fra slutningen af 1980'erne igen tilladt, fordi regimet følte sig presset til at give økonomiske indrømmelser for at imødegå den voksende opposition. De mange og store investeringer i landbrug og industri har ikke levet op til forventningerne, og Libyen er fortsat stærkt afhængig af indtægter fra eksport af olie.

Den retoriske voldsomhed, der har præget Libyen siden 1969, har flere gange ført landet på kollisionskurs med Vesten, bl.a. pga. libyske krav om, at store dele af Sidrabugten skal betragtes som libysk territorialfarvand. Uoverensstemmelser herom førte i 1986 til et amerikansk bombardement af Tripoli efter libyske angreb på den amerikanske Middelhavsflåde.

Libyen var op gennem 1990'erne økonomisk og politisk isoleret fra det internationale samfund som følge af terrorangrebet på et civilt fly over Lockerbie i 1988, og først da Gaddafi i 2000 indvilligede i at udlevere to mistænkte til Holland, så de dér kunne blive dømt af en skotsk domstol, blev det muligt gradvis at hæve sanktionerne mod Libyen. Senere s.å. var Libyen aktiv i bestræbelserne på at få 12 gidsler frigivet fra terrorgruppen Abu Sayyaf i Filippinerne. Den skotske domstol dømte i 2001 den ene af de tiltalte i Lockerbie-sagen skyldig i mord, mens den anden blev frikendt pga. utilstrækkelige beviser. Libyen har efterfølgende udbetalt erstatning til de familier, der mistede slægtninge ved Lockerbie-angrebet, og landet anerkendte efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 USA's ret til at gøre gengæld.

FN's sanktioner mod Libyen blev endeligt ophævet i september 2003. Senere samme år annoncerede Gaddafi, at Libyen ville ophøre med at udvikle masseødelæggelsesvåben. Som følge af disse udviklinger er Libyens forhold til Vesten blevet betydeligt forbedret i de seneste år, hvor Gaddafi har modtaget flere vestlige ledere og selv har aflagt besøg i Europa for første gang i 15 år.

I maj 2006 meddelte USA, at det ville genetablere diplomatiske forbindelser med Libyen. I 2008 blev Libyen formelt medlem af FN's Sikkerhedsråd, og dermed blev landet anerkendt for sin opgivelse af masseødelæggelsesvåben. Gaddafi havde mellem 1993 og 1999, der markerede 30-årsdagen for militærkuppet i 1969, flere opgør med den politiske opposition i landet. Den libyske opposition i udlandet er splittet i flere fraktioner, og selvom den indre opposition siden begyndelsen af 1990'erne flere gange har slået til, har regimet aldrig for alvor været truet.

I 2008 var Gaddafi på statsbesøg i Rom, hvorunder der blev indgået en forsoningsaftale mellem de to nationer. I aftalen indgik en officiel undskyldning fra Italien over dets fremfærd over for Libyen siden 1911 samt løfte om en gradvis udbetaling af en bod på 5 mia. US $.

I februar 2011 indledtes et oprør mod Gaddafi og hans diktatoriske styre, og i august samme år faldt Tripoli, og oprørerne rykkede ind i byen (se Den Libyske Borgerkrig). Fra international side blev der indført sanktioner mod Libyen, og kampfly fra NATO deltog i bekæmpelsen af styret. Den 20. oktober blev Gaddafi dræbt efter at være blevet taget til fange af oprørsstyrker, og den 23. oktober blev landet erklæret frit af Libyens Nationale Overgangsråd. Oprøret mod Gaddafi skal ses i forlængelse af Det Arabiske Forår med dens protestbølger. Overgangsrådets leder, Mustafa Abdul Jalil, blev leder af en overgangsregering. Det første demokratiske valg efter Gaddafis styre blev afholdt i juli 2012, hvor en liberal alliancen vandt næsten halvdelen af stemmerne. Måneden efter kunne Det Nationale Overgangsråd overdrage magten til den folkevalgte Nationalforsamling, der skulle fungere som lovgivende magt det kommende år og udpege ny regering. Der skal endvidere udarbejdes en ny forfatning. Formand for Nationalforsamlingen er Mohammed Magarief, der hermed reelt blev statsoverhoved.

I september 2012 angreb islamister det amerikanske konsulat i Benghazi; fire amerikanere, inkl. ambassadøren blev dræbt. Islamisterne blev snart efter fordrevet fra byen. Magarief trådte tilbage som formand for Nationalforsamlingen i maj 2013 og blev erstattet af Nuri Abu Sahmein, som tilhører det berberiske mindretal.

Spændninger mellem nationalister og islamister, heriblandt grupper loyale mod ISIS, førte i 2014 til en reel borgerkrig, hvor den centrale regeringsmagt brød sammen.

• Libyens historie i egyptisk tid
• Libyens forhistorie
• Libyen