Njals saga

Sagaerne i denne periode omtales ofte som de ‘klassiske’ sagaer, idet man har fundet, at sagaskrivningens kunst her når sit ypperste. Islændingesagaerne har i denne periode mere eller mindre tydelige indslag af fiktion eller fiktive træk, og enkelte sagaer er fiktion fra ende til anden. Men flere af sagaerne i denne gruppe har også klare historiske træk.

Sagaskriverne i denne gruppe er struktur- og formbevidste. De bedste af sagaerne i den mellemste gruppe roses for deres fuldendte kompositioner, men også for deres klare sprog og deres livagtige personskildringer. Konflikterne i disse sagaer males ikke sort-hvidt op. Den mest berømmede af disse sagaer er Njals saga.

Sagaens hovedskikkelser er de to nære venner, Gunnar og Njal, og deres koner, Halgerd og Bergtora, der er fjender og bestrider hinanden. I modsætning til dem er Gunnar og Njal tilhængere af fred og tilgivelse. Alligevel må de begge lade livet: Gunnar angribes på sin gård, hvor han ender med at dø, da Halgerd ikke vil give ham en lok af sit hår til en buestreng, fordi Gunnar tidligere har slået hende. Senere brændes Njal inde på sin gård med hele sin husstand.

Sagaen kan inddeles i tre dele: den første del har Gunnar som hovedperson, men har en lang og vigtig optakt om Uns og Halgerds ægteskaber. Den anden del har Njal som hovedperson, og den tredje del fokuserer på opgøret efter branden på Bergtorskvol.

Sagaen viser, hvordan en konflikt mellem enkelte individer kan ende med at udfordre hele retssystemet. Hele to gange i sagaen er det islandske samfund på randen af borgerkrig: Første gang da hedninge og kristne er redet bevæbnet til Altinget forud for kristendommens indførelse, og anden gang efter mordbranden. Den store begivenhed i sagaen er kristendommens indførelse, som sagaskriveren har tilføjet en tot om, Kristendommens tot. Den endegyldige løsning bringes i sagaen af den kristne tilgivelse, da mordbrændernes leder, Flose, og Njals svigersøn, Kåre, efter lang tid og vel at mærke efter en pilgrimsrejse indgår helhjertet forlig og forsones ved, at Kåre gifter sig med enken til Njalssønnernes uskyldige offer, Høskuld. Sagaen tematiserer også tydeligt, at der intet godt kommer ud af arrangerede ægteskaber, hvor kvinden ikke bliver spurgt.

Sagaen er overleveret i omkring 60 håndskrifter, deraf er 21 fra middelalderen. De ældste dateres til ca. 1300, hvoraf tre er næsten komplette: Reykir-bogen (Reykjabók, AM 468 4to, ca. 1300-1325), som anses for det bedste håndskrift i tekstkritisk forstand, Kálfalækur-bogen (Kálfalækjarbók, AM 133 fol., ca. 1350) og Gråskind (Gráskinna, GKS 2870 4to, ca. 1300). Reykir-bogen opbevares på Den Arnamagnæanske Samling på Københavns Universitet, mens de to andre opbevares i Island.

Njals saga blev oversat første gang til dansk af Knud Lyhne Rahbek i 1819 ( Nordiske Fortællinger ). Sagaen er senest oversat til dansk af Kim Lembek i Islændingesagaerne. Samtlige sagaer og niogfyrre totter (Reykjavík: Saga Forlag, 2014).

• saga