Faktaboks

Rasmus Willig
Født
7. juli 1973
Image
Højskoleforstander Rasmus Willig i 2024.
Rasmus Willig
Byline: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Rasmus Willig er højskoleforstander og fra den 10. januar 2026 også formand for Coop amba (tidligere FDB), valgt af Landsrådet. Frem til 2021 havde han en videnskabelig karriere.

Videnskabelig karriere

Rasmus Willig blev student fra Silkeborg Amtsgymnasium i 1993 og cand.scient.soc. fra Aalborg Universitet i 2002.

Han blev i 2006 ph.d. fra Roskilde Universitet med en afhandling om kritisk teori. Samme år blev han adjunkt ved RUC og senere lektor samme sted ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhvervsøkonomi. Desuden blev han leder af forskningscentret for offentlige og privatansattes ytringsfrihed.

Rasmus Willig havde dermed en flot videnskabelig karriere, hvor han udgav en række bøger om kritisk teori, umyndiggørelse og arbejdslivets magtstrukturer. Efterhånden drejede han sin forskning over mod klima- og biodiversitetskrisen og begyndte mere aktivt at tage del i praktisk samfundsforandring.

Karriereskift og forstander

I 2018 var han medstifter af Andelsgårde, der ønsker at skabe en anden udviklingsretning i landbruget baseret på først og fremmest regenerative men også økologiske principper. Foreningen ejer seks gårde og har fået omkring 3.500 medlemmer. Rasmus Willig har siden stiftelsen været forperson.

I 2021 forlod Rasmus Willig universitetsverdenen og blev CSR-chef hos biotekvirksomheden Gubra.

I 2023 forlod han virksomheden for at blive forstander for Suhrs Højskole i det indre København, en højskole der især arbejder med mad, kreativitet og bæredygtighed.

Mange tillidsposter

Allerede året efter sin kandidatgrad blev Rasmus Willig formand for Dansk Sociologforening og var det indtil 2015. Han var også med til at etablere Politikens kritiker- og debattørskole.

Han er medlem af Det Etiske Råd og medlem af bestyrelsen for Havhøst, der arbejder med bæredygtig udnyttelse af marine områder.

Hans samfundsengagement har resulteret i, at han har modtaget flere priser: FTF-prisen, Ebbe Kløvedal Reichs Demokratipris og Bodil Pedersen Fondens Naturpris.

Han blev valgt ind i Coop ambas bestyrelse i april 2024.

Formandsposten var indtil 2024 et fuldtidsarbejde, men har siden den skarpe adskillelse i april 2024 mellem foreningen (Coop amba) og forretningen (Coop Danmark) været en mere almindelig bestyrelsesformandspost, også honorarmæssigt. Det bliver nu i stedet Annette Jorn (f. 1983), tidligere vicedirektør for Roskilde Festival, der som direktør fra 2026 bliver ansigtet udadtil over for medlemmerne, og som skal stå i spidsen for at udvikle medlemsdemokratiet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig