Efter en aktiv karriere som bl.a. landsholdsdeltager i atletik (trespring) indledte Ulrik Wilbek sin karriere som klubtræner i håndbold, både for herre- og kvindehold. I årene 1983-1988 trænede han Virum-Sorgenfri, og i to perioder, hhv. 1988-1991 og 1998-2005 trænede han Viborg HK.
Ulrik Wilbek blev udnævnt til landstræner for det danske kvindelandshold i håndbold i 1991, og under hans ledelse vandt holdet europamesterskabet (1994 og 1996), olympisk guld (1996) og verdensmesterskabet (1997). Ulrik Wilbek stoppede som landstræner for kvindelandsholdet i 1998.
I perioden 2005-2014 var han landstræner for det danske herrelandshold. Med Ulrik Wilbek som træner opnåede dette hold en række gode resultater ved både EM og VM: EM-guld i 2008 og 2012, EM-sølv i 2014, VM-bronze i 2007 og VM-sølv i både 2011 og 2013.
I årene 2012-2016 var Ulrik Wilbek sportschef i Danmarks Håndboldforbund (nu: DanskHåndbold).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.