Vancouver Island er en ø i British Columbia, Canada, mellem Stillehavet og Georgiastrædet. Øens areal er 31.285 km2, og den har ca. 870.000 indbyggere (2026). Vancouver Island har en international lufthavn, og der er færgeforbindelse til både det Canadiske fastland og Port Angeles i staten Washington i USA.
Faktaboks
- Etymologi
- Vancouver Island er opkaldt efter den britiske opdagelsesrejsende G. Vancouver.
Øens centrale del består af en snedækket bjergkæde (højeste punkt 2200 m), som adskiller tempererede regnskove og dybt indskårne klippekyster i vest fra byerne langs Trans-Canada Highway og den opdyrkede kystslette i øst.
På grund af Kuroshio- eller Japanstrømmen, der opvarmer kysten og de bagvedliggende bjergkæder, har British Columbia et varieret klima. Mod vest er somrene ikke ubehageligt varme, og vintrene er milde, mens der på øens østside er der større variationer.
De fleste indbyggere bor i hovedstaden Victoria. Økonomien er baseret på turisme, landbrug, fiskeri (laks), minedrift (kul, jern, kobber) og en omdiskuteret træindustri. Store turistmål er blomsterparken Butchart Gardens og Strathcona Provincial Park, ligesom beliggenheden på the Pacific Rim gør hovedstaden Victoria til et tilløbsstykke for hvalkiggere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.