armensk

Lydudviklingen fra det indoeuropæiske grundsprog på vejen mod armensk er præget af fundamentale ændringer som metateser, palataliseringer og vokalsvækkelser. I mange tilfælde hersker der blandt sprogforskerne ikke enighed om detaljerne.

En af de vigtigste lydlige ændringer af armensk i forhold til indoeuropæisk er en forskydning af lukkelydene, den såkaldte armenske lydforskydning, der minder om den germanske (Rask-Grimms lov). Herved har de gamle stemte aspirerede lukkelyde mistet deres aspiration (som i germansk), de stemte er blevet ustemte (også som i germansk), og de ustemte aspirerede lukkelyde er blevet aspirerede, mens de i germansk er blevet til hæmmelydene [f], [θ] og [χ] Dog er *p gået et skridt videre i sin udvikling og er endt som h eller nul. Således svarer fx armensk otn 'fod'/het 'fodtrin' til dansk fod og latin pes, genitiv pedis 'fod', ligesom hayr 'far' svarer til dansk fa(de)r og latin pater.

Armensk regnes ligesom indoiransk, baltoslavisk og albansk til de såkaldte satemsprog, hvori de oprindelige indoeuropæiske palatale k- og g-lyde er blevet til henholdsvis s eller ts, z eller dj. Fx svarer armensk sirt 'hjerte' til engelsk heart og latin cor, genitiv cordis. På den anden side er de oprindelige labiovelarer, *k^w, *g^w og *g^wh faldet sammen med de rene velarer *k, *g og *g^h, fx armensk k^han 'end' over for latin quam.

Endestavelser er faldet væk, og ubetonede vokaler er svækket som følge af, at trykket var lagt fast på den oprindelig næstsidste stavelse, fx *senos > armensk hin 'gammel', genitiv *senosyo > hnoy, jævnfør latin senex. Konsonanter mellem vokaler er svækket, og der skelnes ikke længere mellem korte og lange vokaler.

Et særligt lighedspunkt med græsk og frygisk er udviklingen af vokaler (protetiske vokaler) dér, hvor indoeuropæisk havde såkaldte laryngaler. Et eksempel ses i armensk astł, græsk astér over for latin stella 'stjerne'. I latin er laryngalen faldet bort, i armensk fortsættes den som vokalen a-.

Den vigtigste forskel mellem de to moderne dialekter udgøres af den såkaldte vestarmenske lydforskydning, ifølge hvilken vestarmensk p, t og k svarer til østarmensk (og oldarmensk) b, d og g og omvendt.

Af særlige grammatiske træk kan nævnes, at syv kasus er bevaret i oldarmensk, men adjektivets kasusbøjning udelades ofte. Grammatisk køn er faldet væk. Udviklingen i retning af større grammatisk regelmæssighed er fortsat til det moderne sprog, der er af den agglutinerende type, hvilket vil sige, at ord kan skilles i stamme og bøjningsendelser med kun ét indholdselement, fx moderne østarmensk k^caghak^c 'en by', k^caghak^c-ner 'byer', k^caghak^c-um 'i en by', k^caghak^c-ner-um 'i byer'.

Verbet har bevaret sin personbøjning, men er i øvrigt stærkt forenklet allerede i oldarmensk. I moderne øst- og vestarmensk dannes de fleste verbalformer perifrastisk, dvs. med forbindelser af et verbaladjektiv og et hjælpeverbum, f.eks. østarmensk sirum em 'jeg elsker', egentlig 'jeg er elskende'.

Selv om armensk er et indoeuropæisk sprog og en central del af ordforrådet er bevaret, udgør antallet af nedarvede, regelmæssigt udviklede former kun en meget begrænset del af det samlede leksikon. Det drejer sig formentlig om rundt regnet 700 ordstammer, der ofte er ændret til ukendelighed på grund af gennemgribende forandringer i lydsystemet. Latin orbus genkendes nemt i armensk orb 'forældreløs', men også latin frater og armensk ełbayr 'bror' stammer fra samme indoeuropæiske ord, og det samme gælder latin soror og armensk k^hoyr 'søster', latin duo og armensk erku 'to'.

Fra de tidligste kilder er armensk stærkt præget af låneord, hovedsagelig fra middeliransk (især parthisk). Eksempelvis kommer ordet partez 'have' fra samme ord som avestisk pairidaeza-, egentlig 'noget med en mur omkring', og også lånt ind i græsk og derfra latin i betydningen 'paradis'. I noget mindre omfang har græsk og syrisk øvet deres indflydelse, især i forbindelse med kristendommens indførelse, og op imod halvdelen af ordforrådet er af mere eller mindre ukendt oprindelse.