dehydrering (medicin)

Vand udgør omkring 60 % af vægten hos mænd og 50–55 % af vægten hos kvinder. Af kroppens vandmængde er omkring 1/3 fordelt uden for cellerne (ekstracellulærvæsken) og 2/3 fordelt inde i cellerne (intracellulærvæsken). Af vandet fordelt i ekstracellulærvæsken vil cirka 1/4 være i blodet og cirka 3/4 være fordelt i væsken, som ligger mellem kroppens celler (vævsvæsken).

Voksne mennesker har et dagligt behov for 1–1,5 liter vand; det vil sige cirka 30 milliliter vand per kilogram kropsvægt per døgn. Væskebehovet kan dog variere utroligt meget.

I forbindelse med dehydrering er begrebet osmolaritet vigtigt. Osmolaritet er et mål for mængden af opløst stof i en opløsning. I kropsvæskerne vil elektrolytter og proteiner være de vigtigste opløste stoffer. En væske, som har samme osmolaritet som blodet, kaldes isoosmotisk. En væske, som har lavere osmolaritet, kaldes hypoosmotisk, mens en væske med højere osmolaritet kaldes hyperosmotisk.

De forskellige måder at tabe væske på påvirker osmolariteten i blodet forskelligt. Osmolariteten i blodet vil medføre et væskeskift mellem intracellulærvæsken og ekstracellulærvæsken. Hvis blodet bliver mere koncentreret (hyperosmolært), vil det trække væske inde fra cellerne og ud i blodet. Dette kaldes et væskeskift fra intracellulærvæsken til ekstracellulærvæsken.

Hvis væsketabene er præget af vandtab frem for tab af salte, vil koncentrationen af natrium og andre elektrolytter i blodet stige, således at osmolariteten i blodplasma bliver højere. Dette vil medføre, at der trækkes væske fra inde i cellerne ud til blodet og vævsvæsken, hvilket vil udløse tørst. Det vil også medføre udskillelse af antidiuretisk hormon (ADH) fra hjernen (hypothalamus), som gør, at nyrerne udskiller mindre urin.

Opkast og diarré er typiske eksempler på isoosmotiske væsketab. Hvis kroppen taber væske gennem for eksempel opkast eller diarré, vil indholdet i den tabte væske ligne kroppens ekstracellulærvæske, for eksempel blod. Denne type væsketab betegnes ofte som isoosmotiske tab. Sådanne tab vil i højere grad påvirke det cirkulerende blodvolumen, end hvis det var et rent vandtab. Det vil også kunne medføre elektrolytforstyrrelser, og denne type tab vil hurtigere medføre udvikling af hypovolæmi.

Hvis tabet er mere præget af at være et rent vandtab uden så meget tab af elektrolytter, vil dette i mindre grad påvirke det cirkulerende blodvolumen. Sådanne tab kaldes hypoosmotiske tab. Koncentrationen af elektrolytter i den tabte væske er lavere end i ekstracellulærvæsken. Sved er et typisk eksempel på dette. Dette kan for eksempel forekomme ved fysiske anstrengelser på varme dage.

Afhængigt af alvorlighedsgrad vil kroppen have bedre evne til at tolerere vandtab af denne type, da tabet vil være både fra det ekstracellulære og det intracellulære rum, i modsætning til hovedsageligt tab fra det ekstracellulære rum ved isoosmotiske tab.

Tørst vil oftest være udtalt ved moderat til alvorlig dehydrering, men det kan være mindre fremtrædende hos ældre, hos syge og ved brug af visse medikamenter. Dehydrering vil kunne medføre svimmelhed, mental uklarhed, hovedpine, tab af appetit og sløvhed.

Ved alvorlig dehydrering vil kombinationen af kredsløbssvigt på grund af hypovolæmi og en række påvirkninger af elektrolytsammensætningen, hormonaktivering og påvirkning af cellefunktion kunne være livstruende. Ubehandlet vil alvorlig dehydrering kunne føre til døden. Hvor stort vandtab kroppen tåler afhænger af alder, årsag til væsketabet, underliggende sygdomme og tiden væsketabet udvikler sig over.

Ved mindre grad af dehydrering vil udtalt tørst medføre, at kroppen selv forsøger at veje op for væsketabet ved at drikke. Tilstanden behandles med væskebehandling og vil desuden afhænge af, om og i hvilken grad personen har udviklet kredsløbssvigt. Ved opstart af væskebehandling ved alvorlig dehydrering måles elektrolytter i blodet for at kunne give den rigtige type væske og eventuelle tilsætninger af elektrolytter.

Dehydrering er en meget hyppig årsag til børnedødelighed. I 2024 døde op imod 800.000 børn hvilket svarede til 16 % af alle dødsfald blandt børn på verdensplan.

• væskebehov
• hypovolæmi
• nyrerne