eksokrine kirtler

Normalt kalder man produktet sekret, når det har en funktion, og ekskret, når det er noget, organismen blot skal skille sig af med. Denne inddeling er ikke absolut. Galde er for eksempel både sekret og ekskret.

Eksokrine kirtler kan også opdeles efter, hvordan sekretionen foregår. Ved sekretion fra merokrine (også kaldet ekkrine) kirtler forlader sekretionsprodukterne cellen ved eksocytose uden at tage dele af cellemembranen med. Dette er den mest almindelige form for eksokrine kirtler. Ved sekretion fra apokrine kirtler, fx apokrine svedkirtler, er sekretionsprodukterne pakket ind i en del af plasmamembranen, som løsnes fra cellen. Ved sekretion fra holokrine kirtler, fx talgkirtler, går hele cellen i stykker.

Svedkirtlerne har funktion som en sekretorisk kirtel, fordi de udskiller væske for kroppens varmeregulering. Sveden er dog også et affaldsprodukt eller ekskret. Svedkirtlerne forekommer i denne form kun hos pattedyr (varmblodede dyr). Hos primaterne, fx aber, menneskeaber og mennesker, er de meget stærkt udviklede og forekommer over hele kroppen. Hos andre pattedyr forekommer de kun på bestemte dele af kroppen. Ved varme taber en hund meget mere væske via overfladisk åndedræt end via de få svedkirtler, den har. Under ekstreme omstændigheder kan mennesket derimod udskille seks liter væske pr. døgn via svedkirtlerne.

Talgkirtlerne munder ud i hårcellernes hårsække. Talgkirtlerne er et eksempel på holokrine kirtler, som kendetegnes ved, at kirtelcellerne også går til grunde og udskilles. Tilstopning af udførselsgangene til talgkirtlerne kan forekomme, og dette kan føre til betændelse og bumser.

Tårekirtlerne er specialiserede hudkirtler, der sammen med talgkirtlerne udgør en naturlig beskyttelse af øjet. Den udskilte tårevæske forhindrer hornhinden i at tørre ud.

Mælkekirtlerne anlægges hos begge køn allerede før fødslen som en fin kanal, kaldet mælkegang, der forgrener sig under huden til et system af mælkegange, som alle ender i en pose. Under påvirkning af hormoner udvikles disse kirtler videre under puberteten hos piger. I forbindelse med graviditeten færdigudvikles de under påvirkning af laktationshormonet prolaktin, som produceres i hypofysens forlap. Basisstofferne for mælkeproduktionen, fx proteiner, fedt, kulhydrater, kalk, fosfor, jern, vitaminer og hormoner, tilføres gennem blodet. Modermælk har en anden sammensætning end enhver anden pattedyrmælk. Fx indeholder komælk betydeligt mere protein og flere mineraler end modermælk.

De forskellige fordøjelseskirtler i fordøjelseskanalen bidrager til at omdanne kosten til stoffer, der kan optages i blodet. Spytkirtlerne i munden understøtter forarbejdningen af maden. Hele slimhinden i mundhulen er udstyret med spytkirtler af forskellige størrelse. De største er ørespytkirtlerne, som ligger foran det ydre øre og kan variere i størrelse fra størrelsen på et kirsebær til en blomme. Underkæbespytkirtlerne, som ligger på inder- og undersiden af underkæben og tungespytkirtlerne, som ligger under tungen, er mindre.

I slimhinden i mavesækken ligger mavekirtlerne, som udskiller mavesafterne. Når der er mad i mavesækken, produceres hormonet gastrin, som fører til, at mavesækkens kirtler danner mere mavesaft. I maven er der omkring 100 kirtler pr. cm², hvilket svarer til ca. fem millioner på hele indersiden af maven. Mavekirtlerne producerer 1,3-2 liter mavesaft pr. døgn, som bl.a. indeholder enzymet pepsin, der spalter proteiner.

Sammen med amylase, der fortsat spalter kulhydraterne, og særlige kirtler, der udskiller saltsyre, er pepsin en del af de vigtige fordøjelsessafter i maven, der omdanner føden. Føden kommer fra munden i forarbejdet tilstand og bliver fordøjet, så næringselementerne kan sendes videre i en form, der kan bearbejdes i tarmen. Saltsyre er ikke et enzym, men en almindelig stærk syre, der omdanner pepsin fra et passivt til et aktivt stof. Pepsin bearbejder proteinet i kosten og omdanner det trinvis til peptider, som er korte kæder af aminosyrer. Desuden gør saltsyre mavesaften så sur, at den virker bakteriedræbende, så kroppen beskyttes mod infektioner.

Den vigtigste kirtel i fordøjelseskanalen er bugspytkirtlen (pancreas). Bugspytkirtlen er en lille kirtel i forreste del af tarmen. Opbygningen viser stærk overensstemmelse med spytkirtlerne, deraf navnet bugspytkirtel. Når saltsyre kommer ned i tolvfingertarmen, frigøres hormonet sekretin, som stimulerer bugspytkirtlen til at udskille sit sekret. Sekretet indeholder flere meget virksomme enzymer, der kan spalte proteiner, fedt og kulhydrater.

Fordøjelsessaften fra bugspytkirtlen tømmes ud i tarmen via et udførselsrør, der munder ud umiddelbart bag udgangen fra mavesækken. Der munder udførselsgangen fra leveren (galdegangen) også ud.

Leveren er den største kirtel i kroppen. Den danner galde, som er en fordøjelsessaft, der ikke indeholder enzymer. Galdens gule farve kommer af bilirubin, som er et nedbrydningsprodukt af det røde blodfarvestof, hæmoglobin. Bilirubins aktive rolle kendes ikke. Galden spiller en stor rolle for fordøjelsen. Den sætter gang i udskillelsen af enzymer i bugspytkirtlen ved at omdanne passiv lipase til aktiv lipase, emulgere fedt og omdanne det til en mælkelignende væske. Desuden gør galdesaltene fedtdråberne klistrede, så de fæstner sig på tarmvæggen. Galdesaltene er også nødvendige for optagelse af fedtopløselige vitaminer.

Tarmvæggene indeholder flere millioner kirtelceller, som udskiller flere liter tarmsafter pr. døgn. Næringsgrøden gennemblødes af denne tarmsaft, og ufordøjelige bestanddele som frø og fibre omdannes til en tyktflydende masse, der fortykkes i tyktarmen. Tarmsafterne indeholder tre typer enzymer, kulhydrat-, protein- og fedtspaltende enzymer.

• hud
• spyt
• kirtler