montenegrinsk

Det montenegrinske standardsprog er ligesom bosnisk, kroatisk og serbisk baseret på den štokaviske dialekt. Standardsproget kan skrives både med det latinske og det kyrilliske alfabet, men i praksis anvendes primært det latinske.

Montenegrinsk har to hoveddialekter, den nordvestlige og den sydøstlige samt en tredje dialekt, der tales i den montenegrinske del af Sandžak-regionen i den nordøstlige del af landet.

De første forsøg på at adskille montenegrinsk fra serbisk og således give montenegrinsk status af sprog blev gjort i slutningen af 1960'erne i det daværende Jugoslavien. Disse forsøg var inspireret af kræfter i Kroatien, der ønskede, at kroatisk skulle anerkendes som et selvstændigt sprog. Den fremmeste fortaler for at anerkende montenegrinsk, Vojislav Nikčević, fik dog, ligesom kroaterne, ikke held med dette projekt før langt senere.

Først i 2007, året efter at Montenegro var blevet en selvstændig stat, blev montenegrinsk officielt et sprog, da det i Montenegros forfatning af 2007 lød "Administrationssproget i Montenegro er montenegrinsk".

Hvorvidt montenegrinsk bør ses som et særskilt sprog eller som en variant af det sprog, der tidligere bar navnet serbokroatisk, eller blot en variant af serbisk, er stadig omdiskuteret. Mange af indbygggerne i Montenegro identificerer sig som serbere, ikke montenegrinere, og en stor del af disse, vil alene af den årsag svare, at deres modersmål er serbisk (43 %). Med sine 34,5% er montenegrinsk dermed et mindretalssprog i Montenegro.

Et af de mest markante udtryk for at bosnisk, kroatisk, montenegrinsk og serbisk bør betragtes som ét sprog kom i 2017 med Deklarationen om fællesproget (Deklaracija o zajedničkom jeziku), som siden den så dagens lys har samlet ca. 9000 underskrifter (2024).

Der er forslået flere nye navne på dette ”sprogfællesskab”, fx det centralsydslaviske diasystem. Et diasystem er et sprogsystem, der udgør en fællesnævner for en gruppe af beslægtede og indbyrdes forståelige varianter af dette sprogsystem.

Standardudtalen af montenegrinsk adskiller sig fra standardudtalerne af de nært beslægtede sprog serbisk, kroatisk og bosnisk i de tilfælde, hvor konsonanterne d, t, z, s samt sonanterne n og l følges af vokallyden je, når dette je kommer af den oldslaviske vokallyd ĕ (også kaldet jat).

Dette betyder at fx sj i montenegrinsk udtales som én lyd [ɕ], mens den på fx bosnisk udtales som [sj]. Tilsvarende udtales tj på montenegrinsk som [ʨ], men på bosnisk, kroatisk og serbisk som [tj] (fonetisk noteret i henhold til det internationale fonetiske alfabet, IPA).

Denne forskel kommer også til udtryk i montenegrinsk retskrivning. De ord, der på bosnisk, kroatisk og serbisk staves tjerati, djevojka og sjedi, kan på montenegrinsk staves ćerati, đevojka og śedi. På grund af dette særlige træk er der tilføjet to konsonanttegn til de montenegrinske alfabeter, som altså ikke findes i de bosniske, kroatiske og serbiske alfabeter. Det drejer sig om: ś og ź, som udtales [ɕ] og [ʑ].

Den montenegrinske udtale af ś [ɕ] er den samme som den danske udtale af sj i f.eks. "sjat", udtalen af ć [tɕ]den samme som den danske udtale af tj i f.eks. "tjekke" og udtalen af đ [dʑ] minder om den danske udtale af j i "jazz".

• Montenegro
• sprog i Montenegro
• serbokroatisk
• serbisk
• IPA – The International Phonetic Alphabet