De nulevende muslingekrebs omfatter to ordner: Myodocopida, som har en bladformet, tornklædt hale (furca) og en konveks nedre skalkant, samt Podocopida, der har en stavformet eller rudimentær furca og en lige eller konkav skalkant.
Myodocopida er udelukkende marine og fortrinsvis pelagiske, med en halv snes danske arter. Af Podocopida findes der i Danmark ca. 80 arter i havet og ca. 65 i ferskvand, især i vegetationsrige damme. Her findes de mellem planterne eller på bunden. Mange små former lever i hulrummene i skalgrus eller mellem sandskorn og kan her være uhyre talrige. Nogle kan klare sig i små temporære damme eller i fugtigt mos, idet æggene kan tåle udtørring. En brasiliansk art lever udelukkende i små vandlommer i bladskeder hos planter i ananasfamilien.
De fleste muslingekrebs lever af småpartikler, som de filtrerer fra vandet, men nogle af de større er rovdyr. Æggene opbevares enten i en rugepose eller afsættes på planter eller frit i vandet. De piskeformede spermatozoer er de største i dyreriget, op til 6 mm (100 gange længere end menneskets) og 3-8 gange hele dyrets længde, men der er kun en halv snes af dem. Ved fødslen har ungerne skal og tre par lemmer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.