svampeforgiftning

De fleste svampeforgiftninger sker, fordi spisesvampe bliver forvekslet med giftige svampe. Både tilstrækkelig svampeviden og gode rutiner ved plukning og rensning er derfor essentielt. Svampefloraen varierer betydeligt mellem regioner og lande. Hvide spisesvampe fra lande syd i Asien ligner for eksempel til forveksling den meget giftige hvide fluesvamp i Danmark. Svampekurser, opdaterede svampebøger og svampekontrol er vigtige kilder til viden. Identifikation af svampe via billedsøgning på internettet er vanskeligt og anbefales ikke som eneste kilde.

Tidlig identifikation af svampen er vigtig, og det er derfor anbefalet at gemme billeder af de indtagne svampe og alle svamperester – evt. også opkastrester. Information om voksested og beskrivelse af svampen kan også give nyttig information. Ved mistanke om forgiftning er det vigtigt at afklare risikoen i tide, da nogle svampeforgiftninger kræver tidlig behandling på hospital. Giftlinjen kan hjælpe med at vurdere om der er behov for indlæggelse og lægelig behandling. Medicinsk kul kan for eksempel have stor værdi tidligt i forløbet ved nogle forgiftninger. Behandling med modgift er aktuelt for nogle svampeforgiftninger, men det er generelt begrænset med gode behandlingsmetoder og modgift ved alvorlige svampeforgiftninger.

Dette er den største gruppe af giftsvampe. Forgiftningerne giver varierende grad af mave- og tarmsymptomer som mavesmerter, kvalme, opkast og diarré. Symptomerne opstår normalt fra 30 minutter til 3 timer efter indtagelsen. Symptomerne aftager som regel efter nogle timer, men forgiftningen kan vare i 1–2 døgn. Alvorlige forgiftninger er sjældne i denne gruppe, men nogle har brug for symptomatisk behandling på hospital på grund af forstyrrelser i vand- og saltbalancen efter kraftig opkastning og diarré. Svampegiftene, der forårsager denne type forgiftning, er lidt kendte og er sandsynligvis en heterogen gruppe.

Snehvid fluesvamp (Amanita virosa), grøn fluesvamp (Amanita phalloides) og randbæltet hjelmhat (Galerina marginata) er de vigtigste svampe i denne gruppe. Kastaniebrun parasolhat (Lepiota castanea), rustbrun parasolhat (Lepiota boudieri) og brunrød parasolhat (Lepiota brunneoincarnata) tilhører også denne gruppe, men er mindre kendte i Danmark. Alle svampene i denne gruppe indeholder svampegiften amatoksin og kan give alvorlige forgiftninger efter indtagelse af små mængder.

Ægte stenmorkel (Gyromitra esculenta) indeholder svampegiften gyromitrin og andre toksiner og kan forårsage leverskade, hæmolyse og nyreskade. I nogle lande betragtes ægte stenmorkel som spiselig efter tørring eller afkogning, men sådan bearbejdning udelukker ikke risikoen for forgiftning, da den ikke fjerner gyromitrin fuldstændigt. Forgiftningen indtræder normalt indenfor 6-24 timer med mave- og tarmsymptomer og en generel fornemmelse af sygdom. Indånding af damp under opvarmning af ægte stenmorkel medfører irritation af luftvejene. Ved alvorlig forgiftning kan der opstå endvidere symptomer fra nervesystemet og fra hjertet. Behandling med pyridoxin (B₆-vitamin) og lægemidlet acetylcystein kan være nødvendig.

Puklet og hvælvet gift-slørhat (Cortinarius orellanus og Cortinarius rubellus) indeholder svampegiften orellanin og kan give alvorlig nyresvigt. Puklet gift-slørhat er en relativt almindelig svamp i sur nåleskov og kan have samme voksested som spisesvampen tragtkantarel. De er ikke almindelige i Denmark men er mere udbredte i Sverige. Hovedproblemet ved forgiftning er nyreskade, som opstår efter en lang latenstid. Lette mave- og tarmsymptomer kan opstå kort efter indtagelsen, men ellers er symptomer på nyresvigt cirka 3-10 dage efter indtagelsen de første sygdomstegn. Symptomer på nyresvigt kan være træthed, kvalme, nedsat appetit, hudkløe, væskeophobning, og i svære tilfælde, kramper og bevidsthedssløring. Behandling med medicinsk kul få timer efter indtagelsen kan hæmme optagelse af giftstofferne. Etableret nyresvigt behandles med dialyse, og i værste fald nyretransplantation kan være nødvendig. Der findes ingen modgift.

Spids nøgenhat (Psilocybe semilanceata) indeholder svampegiften psilocybin. Forgiftningen giver hovedsageligt psykiske symptomer, og hallucinationer er almindelige. Effekterne indtræder normalt inden for én time og medfører oftest mild forgiftning. Der er dog altid risiko for ulykke i forbindelse med hallucinationer, fx hvis en person hopper ud fra højder i forsøg på at flygte fra noget der hallucineres. Alvorlig forgiftning er beskrevet med fx panikangst, aggressive handlinger og skizofrenilignende psykoser, som kræver behandling og opfølgning på hospital.

Almindelig netbladhat (Paxillus involutus) kan udover mave- og tarmsymptomer medføre immunmedieret hæmolyse, og ægte ridderhat (Tricholoma equestre) kan medføre alvorlig nedbrydning af muskelvæv (rabdomyolyse) efter gentagne indtag.

• forgiftning
• Giftlinjen
• svampe – generel oversigt
• spisesvampe
• leversvigt
• toksikologi

• De 5 giftigste svampe, Giftlinjen, Bispebjerg Hospital