Vætterne er en række lavere guddomme i nordisk religion og i senere folkelig overlevering, fx folkesagn. Det er overnaturlige naturvæsener, småfolk, puslinger, der som "hverdagsguder" kan være knyttet til en egn, en familie eller lokaliteter som en høj eller en å.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet er fællesnordisk, jf. norrønt vættr 'væsen, ting', en afledning af indoeuropæisk *wekw- 'tale', egentlig 'det, der tales om'.
Til vætterne regnes bl.a. nisser, alfer, trolde, bjergfolk og dværge. Almindeligvis hører vætterne jorden og det underjordiske til. Deres liv og bolig skildres som menneskelignende. Men de er enten småfolk (puslinger) eller store væsener (jætterne kan måske også kaldes vætter), og de har et særtræk, som adskiller dem fra mennesker: De kan således have hul i ryggen eller være forsynet med vinger eller fiskehale. Deres relation til mennesker er dobbelt. Behandles de godt, kan de gavne; behandles de dårligt, kan de skade eller drille. Forskellige taburegler skal overholdes i forbindelse med dem. Fx er der talrige regler forbundet med gårdboen eller nissen, som delvis lever videre helt op til vore dage.
I de norrøne kilder, især sagaerne, omtales det hyppigt, hvordan der kan opstå sammenstød mellem to slags helligkraft, når nordboer kom til Island for at bosætte sig (landnam). Da skulle de udskårne skibsstavne tages ned for ikke at støde sammen med kraften fra landvætterne inde i det i øvrigt ubeboede land.
Det tyske ord for en skurk, Bösewicht, betyder egentlig “ond vætte”.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.