Faktaboks

Anne Meinstrup

Anne Meinstorf, Anna Meinstorp, Anne Holgers

Død
20. januar 1535
Levetid - kommentar
født ca. 1475
Image

Tegning af gravstenen over Anne Meinstrup i Hornslet Kirke, af Søren Abildgaard, 1770. Redigeret udgave af originalen fra Nationalmuseet til Skanderborgleksikon.dk.

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Anne Meinstrup var en dansk adelsdame, der fungerede som hofmesterinde for tre danske dronninger. Hun havde jordbesiddelser og var lensmand. I 1535 blev Anne Meinstrup myrdret.

Herkomst og ægteskaber

Anne Meinstrup var datter af rigsråd og landsdommer Henrik Meinstrup og Margrethe Christiansdatter Daa og voksede op på Sjælland. Hun lærte at læse og skrive, at føre regnskaber, at drive godser, og hun fik viden om jura.

Anne Meinstrup blev gift to gange: i 1491 med rigsråd Holger Eriksen Rosenkrantz til Boller (død 1496) og i 1497 med Jørgen Ahlefeldt til Søgaard (død 1500). I sit første ægteskab fik Anne fire børn.

Hofmesterinde

Anne Meinstrup var omkring 1503-1534 hofmesterinde for tre dronninger: Christine af Sachsen, Elisabeth af Habsburg (til 1517) og Sophie af Pommern (fra 1523).

Hun mistede stillingen i et par år, da hun faldt i unåde hos Christian 2. efter at kritisere hans forhold til elskerinden Dyveke, og forlod Danmark frem til 1523. I årene ca. 1517-1522 opholdt hun sig i Nordtyskland, bl.a. i Lübeck.

I forbindelse med Frederik 1.s kroning blev Anne Meinstrup genindsat som hofmesterinde for dronning Sophie af Pommern.

Godsejer og lensmand

Anne Meinstrups enkestand var præget af selvstændighed, et stort netværk og en magtfuld position. Hun ejede og styrede godser, som hun havde arvet efter forældrene, og førte to arvesager mod sine to afdøde ægtemænds familier om jordbesiddelser.

Senest i 1507, mens hun var hofmesterinde ved Christine af Sachsens hof, fik Anne Meinstrup Højstrup på Stevns som pantelen, efter hun lånte kong Hans penge. Christian 2. fratog hende lenet igen i 1518, men hun fik det tilbage efter få år.

I 1535 blev Anne Meinstrup forlenet med Sæbygård af grev Christoffer af Oldenburg, som hun støttede under Grevens Fejde. Embedet som lensmand gjorde Anne Meinstrup til en officiel del af Danmarks administration.

Død og eftermæle

Drabet på Anne Meinstrup

Under Grevens Fejde blev Anne Meinstrup dræbt af to københavnske borgere på landstinget i Ringsted, hvor hun mødte op med sine to datterdøtre. Hun ville medvirke i forhandlinger til en fredelig afslutning af borgerkrigen og havde gennem sin magtfulde stilling som lensmand og hofmesterinde et stort netværk og politisk indflydelse.

På landstinget blev hun offer for det store had mod adelen, der opstod, efter lensmanden på Malmø Slot, Tyge Krabbe, havde vendt sig mod danske (ikke-adelige) soldater og i stedet sluttet fred med svenskerne. Massakren og den efterfølgende store vrede blandt borgere og bønder havde Anne Meinstrup åbenbart ikke hørt om, da hun tog til landstinget.

Anne Meinstrups voldsomme død vagte stor opsigt i samtiden. Efter Grevens Fejde omfattede en amnesti alle, bortset fra de personer, der havde dræbt Anne Meinstrup.

Diskussion om årsager til drabet

I 1800-tallet opstod historien om, at Anne Meinstrup blev myrdet på landstinget, fordi hun talte med skarp tunge. Historien er uden kildebelæg, men blev gentaget af flere historikere og spejler historikernes kvindebillede i 1800-tallet. Aktuel forskning viser, at drabet var rettet mod adelsstanden, som Anne Meinstrup repræsenterede, og at det ikke var hendes personlighed, der var årsagen til angrebet.

Anne Meinstrup blev begravet i Ringsted Kirke og sidenhen overført til Hornslet Kirke.

Birgitte Jørkovs roman Hofmesterinden fra 2025 handler om Anne Meinstrup.

Læs mere i Lex

Læs mere i Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig