Irak (Geografi)

Iraks befolkning blev i 1987 opgjort til 16,3 mio. indb., og i perioden 1990-2003 var befolkningsvæksten 2,4%; 39% af befolkningen anslås at være under 15 år. Irak har, sammenlignet med de øvrige lande i regionen, en meget sammensat etnisk og religiøs befolkning. Godt 75% af den irakiske befolkning er arabere, og 15-20% er kurdere. Dertil kommer en mindre andel af turkmenere, assyrere og forskellige stammefolk. Ca. 95% af den irakiske befolkning er muslimer, heraf 60-65% shiamuslimer og ca. 35% sunnimuslimer. Desuden er der en mindre gruppe kristne (ca. 3%). De arabiske sunnimuslimer dominerede under Saddam Husseins regime økonomi, politik og militær, og det er fra den gruppe, man finder størsteparten af de militante oprørere i kampen mod først den amerikanskledede invasion og siden mod den shia-islamisk ledede irakiske regering. Kurderne har indtil 2003 haft regionalt selvstyre, mens shiamuslimerne i syd har været underlagt det sunnidominerede styre. De etniske og religiøse forskelle kompliceres af dybe økonomiske og kulturelle skel mellem en ekstremt fattig landbefolkning og et relativt velhavende mellemlag i byerne, især i Baghdad, som politisk, økonomisk og kulturelt er det altdominerende centrum. Her bor ca. 6,5 mio. indb. (2005), mange i hastigt voksende, vidtstrakte slumkvarterer. De regionale centre Basra og Mosul i hhv. Sydirak og Irakisk Kurdistan har begge over 1 mio. indbyggere.

Iraks befolkning er ung og fødselsraten høj, men efter Golfkrigen i 1991 og de efterfølgende sanktioner, er spædbørnsdødeligheden steget fra 40 pr. 1000 i 1990 til 102 pr. 1000 i 2002. Sundhedssystemet blev i 1970’erne ligesom undervisningssektoren regnet for det bedst fungerende i den arabiske verden, men er nu ganske nedslidt og overbelastet som følge af den lange og blodige krig Iransk-irakiske Krig 1980-88, Golfkrigen, de af FN pålagte sanktioner, besættelsen og de omfattende interne kampe. Hertil kommer mangel på medicin og udstyr. Befolkningen lider under en relativ høj dødelighed, alvorlige sundhedsproblemer samt udbredt fejl- og underernæring af børn.

Befolkningen blev under Saddam Husseins regime holdt sammen af et særdeles håndfast styre, formentlig det mest brutale i Mellemøsten. Regeringen brugte allerede i fredstid ¹/₃ af statens store olieindtægter i flere forsøg på militært at nedkæmpe kurderne, bl.a. fordi Irakisk Kurdistan omkring Kirkuk rummer landets største oliefelter. Regeringen i Baghdad kunne derfor ikke give kurderne selvstyre uden samtidig at fraskrive sig kontrollen med en væsentlig del af olieindtægterne. Modsætningen mellem styret og kurderne var på den anden side med til at nedtone de religiøse konflikter mellem sunnier og shiitter, der bemærkelsesværdigt nok ikke gjorde sig gældende under det sunnitiske styres otte år lange krig mod det shiitiske Iran. Efter Golfkrigens afslutning og under indtryk af 1990'ernes islamiske fundamentalisme var der imidlertid voldsomme sammenstød mellem centralmagten, shiitterne i syd og kurderne i nord. Regimet slog hårdt ned på modstanden fra shiamuslimerne og kurderne, og det førte til omfattende flygtningestrømme. Efter invasionen i 2003 blussede modsætningerne mellem de religiøse grupper op, og der har været talrige angreb på shiamuslimske helligdomme og kirker.

Olie. Irak skønnes (2003) at have 10% af verdens kendte oliereserver, hvilket placerer Irak blandt verdens største oliestater s.m. Saudi-Arabien og Iran. Produktionen blev indledt i 1927; i 1979 blev der produceret 3,7 mio. tønder pr. dag, og i juli 1990, umiddelbart før invasionen af Kuwait, 3,5 mio. tønder pr. dag. Under sanktionerne var olieproduktionen sat under begrænsning, og der blev i 1997 produceret 1,2 mio. tønder pr. dag. I 2003 varierede den irakiske olieproduktion kraftigt, men anslås i august 2003 at være lige under 1 mio. tønder pr. dag. I 2005 var produktionen steget til 2 mio. tønder pr. dag. Potentialet er dog langt større, men det forudsætter, at sektoren moderniseres og tilføres investeringer, hvilket er vanskeligt pga. de omfattende sabotagehandlinger mod olieanlæggene, trusler mod udenlandsk arbejdskraft og sikkerhedssituationen i landet generelt.

Landbrug. Kun 12% af arealet er opdyrket; hertil kommer et lidt mindre areal, som benyttes til græsgange. Store områder er kunstvandet, men voksende arealer lider under tilsaltning, dræningsproblemer og generelt af mangel på investeringer og vedligeholdelse, og det irakiske landbrug kan ikke brødføde landet, hvorfor Irak er afhængig af importerede fødevarer. De vigtigste afgrøder er hvede og byg. Avlen af dadler er blandt verdens største, og Irak var tidl. en af hovedleverandørerne af dadler til verdensmarkedet. Selvom ca. ¹/₃ af arbejdsstyrken findes i landbruget, bidrager erhvervet kun med skønsmæssigt 5% af BNP. En landbrugsreform, der påbegyndtes i 1958, er aldrig blevet gennemført, men den har medført, at mange bønder er overgået fra privat til statsligt fæste og har opgivet at dyrke afgrøder til markedet for i stedet at drive subsistenslandbrug. Efter 1988 har man forsøgt sig med privatisering, men mange organisationer og agroindustrien er fortsat statsdrevne under politisk udnævnt ledelse. Store dæmningsprojekter i Syrien og Tyrkiet har periodisk truet med at tørlægge Eufrat, og Irak har under Saddam Husseins regime opprioriteret dæmningsbyggeri for at sikre vandresurserne inden for landets grænser.

Irak er en betydelig fødevareimportør, og helt frem til 1990 var USA hovedleverandør af korn og mel. Som følge af FN-sanktionerne efter Golfkrigen blev denne eksport indstillet i 1991. I 1992 blev irakiske udeståender i udlandet frigivet til betaling for hvedeimport fra Australien og Frankrig, men selvom fødevarer eksplicit er holdt ude fra verdenssamfundets embargo, har situationen været præget af mangel på basale fødevarer. I perioden 1991-2003 var Irak pålagt sanktioner af FN, der tillod Irak at sælge visse mængder olie til gengæld for køb af medicin og mad. Imidlertid søgte styret at hindre mad og medicin i at komme frem til befolkningen, og der var omfattende korruption og omgåelser af sanktionerne. FN anslår, at ca. 500.000 spædbørn og 60.000 andre irakere mistede livet i sanktionsperioden, dels som følge af sanktionerne, dels som følge af Saddam Hussein-regimets brutalitet. Efter sanktionernes ophør modtog op mod 96% af den irakiske befolkning fortsat madrationer fra det offentlige (2004).

Som et led i tyskernes forsøg på at vinde indflydelse i Irak overtog de i 1902 koncessionen på bygningen af Baghdadbanen, der skulle videreføre Orientekspressen fra Istanbul til Iraks hovedstad. Tysklands Orientpolitik ophørte imidlertid med nederlaget i 1. Verdenskrig, og banen blev først færdig i 1940. Siden de store olieindtægter begyndte at komme, har infrastrukturen haft høj prioritet. Et stærkt udbygget jernbanenet, der skulle forbinde Irak med Den Arabiske Halvø, Tyrkiet, Syrien og Jordan, har været projekteret, og Baghdads lufthavn har længe været under udbygning. Havne- og kanalanlæg i Basra har ligeledes længe været under bygning, men blev besværliggjort af krigen mod Iran og uafklarede territorialproblemer ved Shatt al-Arab. Endelig søger man at udnytte flodsystemerne i transportøjemed, ligesom en kraftig udvidelse af vejnettet har høj prioritet. Hertil har det danske Cowiconsult leveret et projektdesign til ca. 6 mia. dollars. Imidlertid har både projekterne og den eksisterende infrastruktur måttet lide under følgerne af Golfkrigen. Efter krigene blev stort set alle moderne kommunikationssystemer sat ud af funktion, herunder telefonnettet. Veje, havne, jernbaner og over 100 broer blev ødelagt, og umiddelbart efter krigen i 1991 var den eneste offentlige transportforbindelse til omverdenen ud over fly vejforbindelsen gennem Amman til Aqababugten. Genopbygningen af infrastrukturen blev besværliggjort af mangel på penge og materialer som følge af FN-sanktionerne.

Før krigen mod Iran var Irak i færd med en forsigtig opbygning af industri baseret på petrokemi, men den blev svært beskadiget i de første krigsår. Derudover fandtes også visse letindustrier og cement- og byggematerialefabrikation til hjemmemarkedet. Et privatiseringsprogram fra 1987 havde en vis succes inden for letindustrien, men i 1989 overtog regeringen atter styringen. I 1990'erne er mange fabrikker blevet lukket ifølge regeringen pga. FN-sanktionerne. Sanktionerne, som Irak blev pålagt af FN i perioden 1991-2003 medførte alvorlige forringelser i sanitet, el- og vandforsyning. Ophævelsen af sanktionerne og tilstedeværelsen af den midlertidige koalitionsmyndighed har bevirket, at skoler er blevet genåbnet og sundhedscentre genopbygget, men selvom 98% af alle husholdninger er tilsluttet elektricitetsnettet, er el-forsyningerne yderst ustabile, og der er store variationer fra område til område.

På grund af sikkerhedssituationen i landet er genopbygningen nogle steder gået i stå, og udenlandske firmaer afholder sig fra investeringer. Samtidig har den vanskelige sikkerhedssituation bevirket, at store pengebeløb, allokeret til genopbygningen, ikke er blevet brugt.

Læs mere om Irak.