Italiens historie 1796-1900

Med Den Franske Revolution og de efterfølgende Revolutions- og Napoleonskrige blev den italienske halvø atter inddraget i Europas historie og politik. Fra Frankrig kom idéerne om suverænitetens overførelse fra den enevældige monark til folket og om nationen som en administrativt retlig og militært sikret enhed. De franske jakobinere inspirerede til en demokratisk bølge i de italienske lande, mens den unge Napoleon i kølvandet på sit Italiensfelttog i 1796 lagde rammerne for en række mindre statsdannelser efter fransk forbillede (fx Den Italienske Republik med Milano som hovedstad).

Restaurationen efter Napoleons nederlag og Wienerkongressen i 1815 førte til en opdeling af Italien efter et gammelkendt mønster: Kongeriget Sardinien, der bestod af Sardinien og Piemonte under det tilbagevendte kongehus Savoyen, kongeriget Lombardiet og Veneto nu under østrig-ungarsk overhøjhed, Kirkestaten samt kongeriget Begge Sicilier foruden storhertugdømmet Toscana og nogle mindre hertugdømmer som Parma og Piacenza, Modena og Lucca.

Idéen om en samlet italiensk nation levede dog videre. Der var de hemmelige revolutionære selskaber som Carboneria med udløbere til Giuseppe Mazzinis Giovine Italia, og mange steder kom det til folkelige opstande, fx i Palermo og Napoli i 1820. Bredere demokratiske bevægelser fulgte i revolutionsåret 1848 (se Februar- og Martsrevolutionen 1848) med opstande i Venedig og Milano mod østrigerne; året efter blev Rom udråbt til republik under Mazzinis og Giuseppe Garibaldis ledelse. I Piemonte udviklede der sig en mere moderat-liberal, nationaltsindet elite omkring skikkelser som Màssimo d'Azeglio og den senere statsmand Camillo di Cavour, der var en stor jordejer; han redigerede programtidsskriftet Il Risorgimento (1847), hvis mål var Italiens nationale genrejsning.

I modsætning til de øvrige italienske småstater havde Piemonte en økonomi, et militær og en statslig opbygning, der sikrede landet et vist spillerum indadtil og udadtil. Således indførte kongen Karl Albert en ny forfatning, lo Statuto, der gjorde kongeriget til et konstitutionelt monarki byggende på et parlament. Denne imødekommenhed over for først og fremmest de moderat-liberale kredse bevirkede, at der omkring kongehuset skabtes en relativt homogen politisk-intellektuel klasse, der snart gjorde landet til den udfarende kraft i gennemførelsen af Italiens samling, il Risorgimento.Den første af tre uafhængighedskrige mod Østrig-Ungarn indledtes i 1848 med udgangspunkt i Piemonte. Den endte imidlertid i et nederlag, bl.a. fordi man ikke havde opnået stormagtsstøtte. Støtten kom, fra Frankrig, op til den næste krig i 1859. Efter at Piemonte havde ydet militær støtte til den fransk-britiske indsats mod Rusland på Krim 1854-55, kvitterede Napoleon 3. med underskrivelsen af en hemmelig aftale i Plombières, der forpligtede Frankrig til at kæmpe på piemontesisk side, mod at piemonteserne gav afkald på Nice og Savoyen. Efter Slaget ved Solferino i 1859 tilfaldt Lombardiet kongeriget Sardinien, der nu var under Vittorio Emanuele 2.

Denne diplomatisk-militære udvidelse af kongeriget blev imidlertid brudt, da Garibaldi i 1860 gik i land i Marsala på Siciliens vestkyst med sine tusinde mand, i Mille, uden Cavours fulde opbakning, og uden at de britiske skibe i området greb ind. Få måneder senere brød Frans 2.s kongerige Begge Sicilier sammen, og i oktober samme år kunne Garibaldi ved det historiske møde i Teano nord for Napoli overdrage Syditalien til Vittorio Emanuele 2., der i 1861 efter en række folkeafstemninger udråbtes til kongeriget Italiens konge. Med den tredje uafhængighedskrig i 1866 blev også Veneto indlemmet. Først i 1870 faldt de sidste rester af Kirkestaten, og derefter blev Rom det nye kongerige Italiens hovedstad.

Med de ydre grænser på plads var nationen Italien en kendsgerning. Tilbage var kun de uløste problemer med Sydtyrol og området omkring Trieste. Egentlig var samlingen en udvidelse af kongeriget Sardinien og ikke en forening af ligeværdige småstater. Det forhold understregedes af, at det piemontesiske kongehus samt præfektsystemet og forfatningen også dannede det nye Italiens grundlag. Af Risorgimento-bevægelsens to hovedstrømninger: den demokratiske, repræsenteret af Mazzini, og den moderat-liberale, repræsenteret af Cavour og Marco Minghetti, blev den sidste udslagsgivende, hvilket også fremgik af, at samlingen blev gennemført ovenfra, idet kun ca. 2% af befolkningen havde stemmeret.

Samlingen skabte en nation, men langtfra den enhed, som det nye lederlag (Det Historiske Højre) foregav. Fra at have været et europæisk problem blev Italien italienernes eget. Det syditalienske underudviklingsproblem, som også gav grobund for mafiaen, blev snart en realitet. Kirken vendte sig mod den nye enhedsstat og nægtede at underskrive loven, der skulle have formaliseret forholdet til staten.

Indenrigspolitisk afløstes Det Historiske Højre af Depretis' Venstre, og magtskiftet i 1876 dannede optakt til den såkaldte transformisme, der skulle komme til at præge det politiske system med dets tendens til dels at absorbere enhver opposition i parlamentets skiftende flertalskoalitioner, dels i ikke så få tilfælde at slå hårdt ned på social uro. Udenrigspolitisk tilsluttede Italien sig Tripelalliancen med det konservative Tyskland og Østrig i 1882. Samme år indledtes en kolonipolitik i Østafrika (Eritrea og Somalia), der blev forstærket under Francesco Crispis regeringer. Resultatet blev imidlertid, at Italien led et nederlag ved Adwa i 1896 i forbindelse med et forgæves forsøg på at erobre Abessinien. Crispi måtte herefter gå af.

Indadtil havde Crispi ført en hård linje over for ethvert optræk til social uro, således over for den sicilianske folkebevægelse, i fasci siciliani, i 1894. Repressionen fortsatte, da Antonio Di Rudinìs regering i maj 1898 udkommanderede hæren til at nedkæmpe en revolte i Milano.

Ved samlingen var Italien et agrart samfund, men de gunstigere internationale konjunkturer i 1890'erne fremmede den første egentlige industrielle revolution i landet. Den blev båret frem af et reformvenligt borgerskab og en socialistisk arbejderbevægelse, der organiserede sig fagligt og i 1892 fik sit første parti med dannelse af Partito Socialista Italiano (PSI) under reformsocialisten Filippo Turatis ledelse.

• Italiens historie (oversigt)
• Italiens forhistorie
• Romerriget
• Romerrigets historie
• Roms historie i antikken
• italiske folk
• etruskerne
• Italiens historie indtil 1350
• Italiens historie 1350-1796
• Italiens historie 1796-1900 (denne artikel)
• Italiens historie 1900-1950
• Italiens historie 1950-1991
• Italiens historie efter 1991