Kinas geografi

Kina er meget bjergrigt, idet 65% af landmassen udgøres af bjerge og plateauer. Terrænet, der hælder fra vest mod øst, kan groft inddeles i fire store trappetrin.

• Det Tibetanske Plateau eller "Verdens tag" i sydvest udgør toppen af trappen. Det alpint opfoldede plateau, der gennemsnitlig ligger 4000-5000 m.o.h., afgrænses og gennemskæres af nogle af verdens højeste, hovedsagelig vest-øst-forløbende bjergkæder. Pamir, Karakorum, Kunlun, Altun og Qilian afgrænser mod nord og Himalaya mod syd, mens Tangula, Gangdise og Nyainqentanglha gennemskærer plateauet. Kinas og nogle af Asiens største floder udspringer på plateauet: Huang He (Den Gule Flod), Chang Jiang (Yangtze Kiang), Indus, Yarlung Zangbo (Brahmaputras øvre løb), Nu Jiang (Salweens øvre løb) og Lancang Jiang (Mekongs øvre løb). Mod øst afgrænses plateauet af det nord-syd-forløbende bjergsystem Hengduan, som gennemskæres af Nujiang, Lancang og Chang Jiang i tæt forløbende dybe canyons på deres vej mod syd. Mellem plateauets bjergkæder ligger udstrakte bækkener med mangfoldige saltsøer. Det kolde og barske plateau udgør ¹/₄ af Kinas areal, men rummer mindre end 1% af landets landbrugsareal og befolkning. Hovedparten lever som landbrugere i Yarlung Zangbo-dalen, mens plateauets nordlige del alene bebos af nomadiske hyrder med deres hårdføre dyr, især får, geder og yakokser.

• Det andet topografiske trappetrin omfatter en række plateauer og bækkener med højder på 1000-2000 m nord og øst for Det Tibetanske Plateau. Den nordlige og nordvestlige del af trinnet udgør en del af det aride Centralasien og omfatter Det Mongolske Plateau, Ordosplateauet, Tarimbækkenet og Det Dzungariske Bækken. Stepper og ørkener dominerer, og stepperne udgør livsgrundlaget for hovedparten af Kinas hyrdebefolkning. Det nordvestlige, aride Kina udgør 30% af Kinas landareal, men omfatter kun 10% af landbrugsarealet og 4% af befolkningen. Det mægtige løssplateau, der strækker sig over provinserne Henan, Shanxi, Shaanxi, Gansu og Ningxia, afvandes af Huang He og er med sine stærkt nederoderede terrasselandskaber en forarmet del af det agerdyrkende Nordkina. Yunnan-Guizhou-plateauet mod sydvest er den fattigste del af det risdyrkende Sydkina. Terrænet er domineret af terrasserede bjergskråninger og karstlandskaber. Sichuanbækkenet, der afvandes af Chang Jiang, er med sine mere end 100 mio. mennesker dette trappetrins absolutte befolkningsmæssige tyngdepunkt. Plateauer og bækkener er afgrænset af opfoldede bjerge med højder på over 3000 m, hvoraf Tian Shan mellem Tarim og Dzungariet er de højeste. Mod øst afgrænses det andet trin af hovedsagelig NØ-SV-forløbende bjerge, bl.a. Store Hinggan og Taihang. Hvor floderne løber fra første til andet og fra andet til tredje trappetrin, findes hovedparten af Kinas vandkraftpotentiale og de største vandkraftværker.

• Det tredje trin omfatter de store flodsletter, der almindeligvis ligger under 200 m. De rummer størstedelen af landets landbrugsbefolkning og hovedparten af storbyerne. Den Nordøstkinesiske Slette strækker sig gennem alle tre nordøstkinesiske provinser og afvandes af Liao He, Nen Jiang og Songhua Jiang. Den Nordkinesiske Slette, der omfatter store dele af provinserne Hebei, Henan, Shandong, Anhui og Jiangsu, afvandes af Huang He, Huai He og Hai He. De sydkinesiske flodsletter omfatter mellemste og nedre Chang Jiang og det mindre Zhu Jiang- eller Perleflodsdelta i Guangdongprovinsen. Syd for Chang Jiang består topografien især af NØ-SV-gående bjerge med højder på 500-1000 m og mellemliggende floddale og bækkener.

• Det fjerde topografiske trin omfatter randhavene med kontinentalsokkel og over 5000 øer. Randhavene, hvis dybde almindeligvis er mindre end 200 m, udgøres af Bo Hai, Det Gule Hav, Det Østkinesiske Hav og Det Sydkinesiske Hav. De største øer er Taiwan og Hainan. Flere stater gør krav på øgrupperne Xisha (Paracel) og Nansha (Spratly) i Det Sydkinesiske Hav, bl.a. på grund af de konstaterede olieforekomster.

Flodernes vand er nødvendigt for Kinas intensive landbrugsproduktion og byernes industrielle produktion, og floder og kanaler udgør fortsat et betydningsfuldt transportsystem. Hovedparten af floderne udspringer i landets bjergrige indre og har deres udløb i Stillehavet eller Det Indiske Ocean. De to længste og mest betydningsfulde er Chang Jiang og Huang He. Chang Jiangs vandføring er 17 gange større end Huang Hes. Hele 36% af Kinas areal afvandes af floder, der har deres udløb i Kinas aride nordvestlige del. Den kendteste indlandsflod er Tarim, der løber langs Taklimakan-ørkenens nordrand og modtager sit vand fra Kunlun- og Tian Shan-bjergenes gletsjere.

I Kinas lange feudale periode var byernes væsentligste funktion politisk: at være centre for den administrative og militære magt. Byerne var muromkransede, og dynastiernes skiftende hovedstæder havde nær ved eller over 1 mio. indbyggere.

Med vestmagternes indtrængen fra 1840 begyndte den moderne byudvikling, hvor industri, handel og transport blev byskabende funktioner. Byer langs østkysten blev centre for udenlandsk kapital og voksede hurtigt, mens byer i indlandet sygnede hen. Shanghai udviklede sig i denne periode til Kinas største by. I NØ-Kina opbyggede japanerne i 1930'erne i det daværende besatte Manchukuo en lang række sværindustribyer, der skulle tjene som udgangspunkt for en fortsat japansk ekspansion i Østasien.

Ved kommunisternes magtovertagelse i 1949 havde landet otte millionbyer, hvoraf hovedparten lå enten ved kysten (Shanghai, Beijing, Tianjin, Guangzhou, Nanjing) eller i NØ-Kina (Shenyang), mens kun to lå i indlandet (Chongqing, Wuhan).

Fra 1949 til 2005 er Kinas urbaniseringsgrad steget fra 11% til 43%. Selvom urbaniseringsgraden i en lang periode, fra 1962 til 1978, lå på et lavt og stabilt niveau, 17-18%, var også denne periode præget af omfattende vandringer mellem land og by. Regeringens middel til at kontrollere vandringen fra land til by er husstandens registerstatus som enten landbrugs- eller ikke-landbrugsbefolkning, en registrering, som blev indført i 1957. Kun tildeling af status som ikke-landbrugsbefolkning gav tilladelse til permanent ophold i en by og dermed adgang til byernes handelskorn.

Perioden 1950-57 var præget af stærk byvækst som resultat af genopbygning og planlagt industrialisering med vægt på sværindustri. Byer i indlandet blev udvalgt som vækstpoler, fx Harbin (nordøst), Baotou (nord) og Lanzhou (nordvest). Industrialiseringskampagnen under Det Store Spring Fremad 1958-60 betød en voldsom indstrømning af bønder til byerne. I den efterfølgende økonomiske krise 1961-63 måtte skønsvis 26 mio. byboer flytte til landdistrikterne dels for at afskaffe byernes arbejdsløshed, dels for at lette bøndernes byrde med at forsyne byerne med handelskorn.

Kulturrevolutionens kampagne op i bjergene og ud i landsbyerne fra midten af 1960'erne betød en omfattende udvandring fra by til land af kadrer og intellektuelle (xiafang). Men samtidig skete en omfattende rekruttering af bønder som kontraktarbejdere til byerne. Da de bibeholdt deres husstandsstatus som bønder, udgjorde de en kilde til billig arbejdskraft. I forventning om en tredje verdenskrig blev industri- og byudvikling prioriteret højt i Kinas strategiske bagland, specielt i sydvest: Chengdu, Kunming og Guiyang, den såkaldte tredje front-opbygning 1965-71.

Med de økonomiske reformer fra 1979 skete en kraftig byvækst og ændring af vandringsmønsteret mellem provinserne: fra indlandet tilbage mod kystregionen. Den åbne dørs politik med vægt på markedsøkonomi og etablering af økonomiske zoner og åbne kystbyer betød en opprioritering af de forbrugsvareproducerende kystbyer, bl.a. Shanghai, Guangzhou, Fuzhou, Beijing og Tianjin. De unge fik tilladelse til at vende tilbage til storbyerne. Vandringen fra land til by tog til i et hidtil uset omfang. I 2005 omfattede kategorien flydende befolkning 147 mio. mennesker; det er den mobile del af befolkningen, som lever i byerne uden at have husstandsstatus som ikke-landbrugsbefolkning: bondearbejdere på kontrakt, handelsfolk, tjenestepiger, arbejdsløse og hjemløse.

Antallet af millionbyer er steget voldsomt, fra 19 i 1978 til 127 i 2003 (beregnet på basis af ikke-landbrugsbefolkningen). Men tallet er misvisende, idet mange byer med administrativ status på distriktsniveau siden 1978 ikke blot omfatter en række amter, men tillige ofte en række mindre byer. Det reelle antal millionbyer er snarere 49 (2003), hvoraf 29 ligger i de 12 kystprovinser.

Samtidig har reformerne ført til en genoplivning af landdistrikternes små byer, dels 20.000 anerkendte byer, hvor en del af befolkningen har ikke-landbrugsstatus, dels over 50.000 markedsbyer, som beskæftiger mere end 100 mio. bønder. De små byer er centre for kollektivt og privat ejet industri og engros- og detailhandel. Den rurale urbanisering, der er et unikt kinesisk udviklingstræk, skal bidrage til at beskæftige de flere hundrede mio. bønder, der frisættes via landbrugets effektivisering, men på en måde som begrænser storbyudviklingen.

• Kina
• Kinas historie