Misratah er den tredje største by i Libyen. Den ligger i den vestlige del af den store Sidra-Bugten og relativt tæt på hovedstaden Tripoli, 210 km. vest for byen. Misratah har ca. 600.000- 1. mio. indbyggere. Det præcise tal er vanskeligt at anslå på grund af Den Libyske Borgerkrig fra 2011, der i forskellige bølger har forårsaget, at indbyggerne har måtte forlade byen og er vendt tilbage, samt at libyere fra andre store byer er flygtet dertil i løbet af borgerkrigen. Den sidste folketælling var i 2006, det vil sige fem år før oprøret og borgerkrigen.
Byen blev grundlagt i 700-tallet som en fønikisk bystat. Ved Italiens kolonisering af Libyen i 1911-1912 anlagde Italien en havn i Misratah. Den udviklede sig til en stor industrihavn fra 1970’erne. Havnen blev den primære og vigtigste indtægtskilde for byen frem for olie som i andre dele af landet.
Misratah blev afgørende vigtig i den Libyske Borgerkrig i 2011 på grund af den vedholdende, væbnede modstand mod Libyens leder Muammar Gaddafi og hans styrker. Det lykkedes ikke Gaddafis styrker at overtage byen. Da kampen om byen foregik som bykamp, led bygninger og infrastruktur voldsomme skader. Der udestår et stort arbejde med at genopbygge byen. Stærke og hårdt bevæbnede fraktioner i Misratah støtter den Tripoli-baserede Government of National Unity, og byen spiller derfor fortsat en afgørende rolle i kampen om magten i Libyen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.