Slesvig-Holsten

Schleswig-Holstein er en ny delstat, oprettet 1946 i de preussiske provinser Schleswig-Holstein og Lauenburg samt bystaten Lübeck. Indtil 1864 tilhørte Slesvig og Lauenburg Danmark, mens Holsten var del af det tyske rige. Efter sejren over Danmark i 1864 blev Slesvig, Holsten og Lauenburg provinser i Preussen, mens Lübeck forblev bystat. Efter folkeafstemningen i 1920 blev Slesvig delt mellem Danmark og Tyskland og den nuværende grænse mellem de to nabostater blev fastlagt.

I forbindelse med beslutningen om at opløse den store delstat Preussen i 1947 etablerede den britiske besættelsesmagt i august 1946 den nye delstat Schleswig-Holstein bestående af de tidligere preussiske provinser Schleswig, Holstein og Lauenburg samt hansebystaten Lübeck.

Slesvig-Holsten er siden 1946 på skift blevet regeret af hhv. CDU og SPD, den nuværende regering er en koalition mellem CDU og Die Grünen ledet af ministerpræsident Daniel Günther fra CDU. Det danske mindretals parti SSW er repræsenteret i Landdagen i Kiel. Ved det sidste landdagsvalg i 2023 gled AfD ud af landdagen.

• Læs mere om Slesvig-Holstens historie.

Slesvig-Holsten er forholdsvis tyndtbefolket. De regionale befolkningstyngdepunkter er Lübeck, Kiel og Flensburg, Hamburgs nordlige opland samt Neumünster.

Af den oprindelige befolkning dominerer sakserne, og i den nordvestlige del af delstaten i Nordfrisland findes også en nordfrisisk befolkning, hvis sprog i et vist omfang stadig holdes i hævd (se frisisk), ligesom der i den nordlige del i Sydslesvig findes et dansk mindretal med egne skoler, kirker mv.

Et stort antal flygtninge og fordrevne fra Tysklands østområder blev genbosat i Slesvig-Holsten efter 2. Verdenskrig, og fra det daværende DDR kom der i 1989 ca. 13.000 personer. De fleste af indbyggerne er protestanter (63,8 %), men også katolicismen er repræsenteret (6,1 %).

Det frugtbare, lavtliggende marskland, beskyttet af diger, og De Nordfrisiske Øer udgør den vestlige del. Kun de tre nordlige øer, Sild (tysk Sylt), Føhr (tysk Föhr) og Amrum, har en kerne af istidsaflejringer. De øvrige består af marskaflejringer, og hvor Pellworm og Nordstrand har diger, er de øvrige små øer, Halligerne, ubeskyttede og derfor i vinterhalvåret ofte oversvømmede. Både på Halligerne og på halvøen Eiderstedt ligger huse på kunstige forhøjninger (værfter). Eiderstedt er kendt for den bemærkelsesværdige byggeform haubargen (barghus), en firelænget gård med ét tag. Vaden, der udgør området mellem kysten og de yderste øer, er hovedsagelig tør ved lavvande og indgår i Naturpark Wattenmeer.

Den midterste del af Slesvig-Holsten er sandet og ikke særlig frugtbar. Her findes store sand-, mose- og flyvesandsområder. Den østlige del af delstaten ligger relativt højt, og terrænet kulminerer i Bungsberg (164 m) på halvøen Wagrien. Landskabet består af en bølget moræneflade og et kuperet morænebakkeland med mange søer dannet under den sidste istid. Jordbunden er frugtbar. Efter istiden har landhævningen ikke kunnet følge med havstigningen, og Litorinahavet oversvømmede i stenalderen store dele og dannede de brede bugter og smalle fjorde langs østkysten. I den sydligste del findes randmorænelandskabet Holstensk Schweiz.

Trafiknettet er især i den vestlige del af Slesvig-Holsten ikke særlig stærkt udbygget. Derimod spiller Kielerkanalen, der forbinder Nordsøen med Østersøen, en vigtig rolle. Havnene i Brunsbüttel, Rendsburg, Lübeck, Puttgarden og Kiel har stor betydning som fragt- og færgehavne. Ved Kiel ligger en vigtig flådehavn i Holtenau.

Slesvig-Holstens mange badebyer og kursteder er attraktive for turister, men den store søgning til badestederne belaster landskabet. Desuden foregår en livlig indkøbsturisme over den dansk-tyske grænse.

Af de 792.600 erhvervsaktive var 1,9% i 1997 beskæftiget ved landbrug, fiskeri og skovbrug, 33,6% i industrien samt bygge- og anlægssektoren, 22% med handel og transport og 42,5% i servicesektoren. Landbruget og levnedsmiddelindustrien har trods det ringe antal beskæftigede stor betydning. Produktionen af vegetabilske og animalske fødevarer er stor; hovedindtægten kommer fra kvægavl og mælkeproduktion. På de meget frugtbare marskjorder produceres hvede, foderplanter, sukkerroer og grøntsager. Ditmarsken, vestkysten mellem Elben og Ejderen, er Tysklands vigtigste kåldyrkningsområde.

Slesvig-Holsten er i sammenligning med andre tyske delstater kun svagt industrialiseret. Nærings- og nydelsesmiddelindustrien er vigtig, og mens skibsværfts-, tekstil-, beklædnings- og læderindustrien er gået stærkt tilbage, er maskin- og elektronikindustrien (mikroelektronik, prøve- og måleelektronik, solarteknik) samt kemisk og petrokemisk industri i fremgang. De vigtigste industriområder ligger nær Hamburg, Brunsbüttel, Kiel, Lübeck, Flensburg og Neumünster.

• Slesvig-Holstens historie
• Sydslesvig
• Sønderjylland
• Slesvig (området mellem Kongeåen og Ejderen)
• Slesvig (by)
• Holsten
• Lauenburg
• Sydslesvigsk Vælgerforening
• Dansk Skoleforening for Sydslesvig
• Dansk Kirke i Sydslesvig
• Skipperhuset
• slesvig-holstensk møntvæsen
• delstater i Tyskland

• Sydslesvig