Image
Virum Torv, byens centrum.
Det ottekantede torv.
Image
Udsigt over Furesøparken mod Furesøen set fra et villakvarter i Virum.
Furesøparken, Virum.

Virum er oprindelig en landsby og nu et boligkvarter i Lyngby-Taarbæk Kommune nord for København. Der er ca. 19.000 indbyggere (2006).

Faktaboks

Etymologi
Byens navn kendes fra 1186 som Vigirum, af gammeldansk *wīghi 'forsvarsanlæg' og -rum.

Bydelen Virum

Det ottekantede Virum Torv med funkisbyggeri, som blev anlagt i 1935, efter at S-toget havde fået station i Virum, er bydelens centrum. Det meste af bebyggelsen, såvel etageboligerne ved stationen som de udbredte parcelhuskvarterer ned mod Furesøen, stammer fra de efterfølgende to årtier.

Virum ligger ned til Furesø med ca. 14 km til Københavns Centrum. Bydelen afgrænses mod nord af Rudersdal Kommune, mod syd af Lyngby Åmose og mod øst af Bredevej. Byens centrum blev planlagt som en ny bydel i 1930’erne, da Virum og Sorgenfri fik stationer på S-togsbanen til Holte, og på ti år voksede indbyggertallet fra 930 i 1930 til 2.755 i 1940. Med anlæggelsen af torvet vest for stationen blev Virums centrum flyttet mod nord fra landsbyen ved Virumgade til Virum Torv.

I 1940 blev Virum Kirke indviet beliggende nær Virum Torv og tæt på Furesøkvarteret. Kirken er flere gange blevet udvidet, bl.a. i 1959, hvor den blev udformet som korskirke.

Med et stigende børnetal blev den nybyggede Virum Statsskole (nu: Virum Gymnasium) indviet i 1957. Den er beliggende ved siden af Fuglsanggårdskolen, der blev indviet i 1959, og som er udvidet flere gange, bl.a. med svømmehal i 1971. Mellem skolen og Virum Station ligger også Virumhallerne, der blev indviet i 1968, og ved stationen ligger bycenter med Geel Plads og supermarkeder ud til Frederiksdalsvej.

Bydelen Sorgenfri

Ved Sorgenfri Station ligger kollektivbebyggelsen Sorgenfrivang II med 3 højhuse på 15 etager opført 1957‑1959, og nærved ligger Sorgenfri Torv med butikscenter.

Furesøkvarteret var allerede blevet udstykket i store villagrunde omkring år 1900. Grundene var så store, at det senere var muligt at lægge nye veje mellem de gamle, og mange af husene på Furesøvej er fra 1950’erne.

Bydelen er domineret af rækkehuse og enfamilieshuse, og det seneste større byggeri er Virumgårdkvarteret nord for Sorgenfri Station med række- og punkthuse fra 1980’erne.

I 1955 blev den nyopførte Hummeltofteskole indviet med plads til 800 elever. Skolen var de første år overbelagt, men det regulerede sig siden.

Sorgenfri Kirke ligger tæt på Sorgenfri Station og Sorgenfri Torv og blev indviet i 1966. Den rummer et femkantet kirkerum.

Stednavnets betydning

Stednavnet Virum er nævnt første gang i 1186 i originalformen Vigirum. Formen Wigherom findes i en afskrift (1396‑1439) af samme dokument. I Roskildebispens jordebog optræder navnet i 1370‑80 i formen Witherum. I en kilde fra 1535 er formen reduceret til Wyrom, og i en kilde fra 1607 er formen Virum.

Matriklens form i 1672 er Wiirumb, i 1688 Wirum, og på Videnskabernes Selskabs originalkort fra 1764 står der Virum. Forleddet er et gammeldansk substantiv, *wīghi, der sigter til en plads i terrænet, som er egnet til at forsvare sig fra. Efterleddet er substantivet rum i den ældre betydning 'bebyggelsesplads'. Navnet betyder således 'bebyggelsespladsen ved stedet, som er egnet til forsvar'.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig