Efter Hans Ancher Kofods Brockhaus-udgave er der grund til at hæfte sig ved et rent dansk forlagsinitiativ: Nordisk Conversations-Lexikon, der kom i tre udgaver 1858-1890.
I omfang og videnskabelig betydning blev det imidlertid langt overtruffet af Salmonsens Konversationsleksikon, benævnt efter forlæggeren Isac Salmonsen. Den 26 bind store 2. udgave (1915-1930) står fortsat som et monument over ældre tiders klassiske dannelse og bevarer sin nytteværdi til viden om mange historiske emner. I faglig tyngde har den først fået en moderne pendant med Den Store Danske Encyklopædi.
I de mellemliggende år udkom flere encyklopædier af middelstørrelse; for blot at nævne et enkelt, men godt eksempel: Hagerups Konversationsleksikon, der udkom i fire udgaver 1892-1953. 1977-1978 kom Gyldendals Tibinds Leksikon; samme forlag udgav 1988 det korte, men stofmættede Fakta, der med nødvendig tilpasning overførtes til islandsk med titlen Íslenska alfræðiorðabókin (bind 1-3, 1990).
Meget udbredt og omfattende i kraft af et stort billedstof var Lademanns leksikon, der udkom i to udgaver og senere også i flere digitale udgaver. Lademanns leksikon henvendte sig til et bredt publikum, der her fandt korrekt oplysning i klart sprog.
Salmonsen behandlede norske forhold på linje med danske. Et eget stort leksikon fik Norge i Aschehougs konversasjonsleksikon, der udkom i flere udgaver, indtil de to store forlag gik sammen om Aschehoug og Gyldendals store norske leksikon. Norge er i det hele taget et stort marked for leksika; nævnes bør den aktive venstrefløjs Arbeidernes leksikon (1931-1936) og PaxLeksikon (1978-1983).
I årene efter 2. Verdenskrig var den vigtigste nordiske encyklopædi 2.-udgaven af Svensk uppslagsbok. Den var oprindelig udgivet i konkurrence med Nordisk familjebok, der i løbet af 80 år kom i fire udgaver, hvoraf især 2.-udgaven (1904-1926) stadig er meget yndet af et videnskabeligt og litterært publikum. Behovet for en moderne encyklopædi blev fra 1989 imødekommet af Nationalencyklopedin, udgivet med statsgaranti på forlaget Bra Böcker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.