indkomstfordeling

Indkomstfordelingen kan opgøres på forskellig vis. For det første findes der en række indkomstbegreber. Eksempelvis kan man belyse befolkningens markedsindkomster (indtjeningen før betaling af skat og modtagelse af offentlige overførsler) eller disponible indkomster, som måler indkomsterne efter skat og overførsler. For det andet skal der vælges en indkomstenhed.

Når en analyse af indkomstfordelingen har præciseret, hvilket indkomstbegreb og hvilken indkomstenhed der anvendes, ønsker man at sammenfatte fordelingen på en enkel måde. Det simpleste er at sammenfatte indkomstfordelingen i et enkelt tal. Den mest anvendte sammenfatning er gini-koefficienten, som kan antage værdier fra 0 til 1. En lav gini-koefficient er udtryk for en ligelig indkomstfordeling.

Indenfor dansk indkomststatistik har man som alternativ brugt den såkaldte maksimale udjævningskoefficient. Den angiver, hvor stor en del af den samlede indkomst, der hypotetisk skulle overføres fra mennesker med indkomst over gennemsnittet til mennesker med indkomst under gennemsnittet for at skabe fuldstændig lighed i indkomstfordelingen. Andre former for fordelingsmål ser på, hvor stor en andel af den samlede indkomst, der ejes af en bestemt del af befolkningen. Det kan eksempelvis være den ene procent, der har de højeste indkomster.

Udover beskrivelse af indkomstfordelingen er der betydelig interesse knyttet til en forståelse af baggrunden for eksistensen af indkomstforskelle og af udviklingen i disse forskelle over tid. Forskelle i faktorindkomsterne beror på flere forhold. For det første har mennesker forskellige færdigheder og evner, både de medfødte og de, der erhverves gennem uddannelse; for det andet beror en del af indkomstforskellene på valg, idet man kan vælge at arbejde på deltid, eller man kan vælge i perioder at forlade arbejdsmarkedet; for det tredje beror en del af forskellen i faktorindkomst mellem personer på held og tilfældigheder, og for det fjerde er der lønstrukturen, som afspejler bl.a. forskelle i uddannelse, forskelle i forholdet mellem udbud og efterspørgsel på de enkelte dele af arbejdsmarkedet foruden institutionelle forhold.

I statistiske analyser af lønfordelingen mellem individer kan man som regel højst forklare ca. 30 % af variationen i lønningerne med målte individuelle baggrundsfaktorer. Resten forklares af held, tilfældigheder og andre ikke-målelige forhold. Når man ser på fordelingen mellem grupper af mennesker, spiller disse ikke-målelige forhold en mindre rolle.

De ovenstående forhold handler om fordelingen af indkomster mellem enkelte personer. En anden inddeling, den funktionelle indkomstfordeling, kigger på indkomsternes fordeling på de forskellige produktionsfaktorer, der skaber samfundets værditilvækst. Ofte betragtes kun fordelingen mellem de to vigtigste produktionsfaktorer, arbejdskraft og kapital. I nogle sammenhænge kan også andre specifikke produktionsfaktorer som jord eller naturresurser inddrages.

Den funktionelle indkomstfordeling viser altså fordelingen mellem løn (eller mere præcist arbejdsindkomst) og kapitalindkomst i bred forstand. Klassiske økonomer som David Ricardo var meget optaget af den funktionelle indkomstfordeling – i hans tilfælde mellem indtjeningen for jordejere, kapitalister og lønmodtagere, som han opfattede som de tre grundlæggende samfundsklasser.

• økonomisk ulighed
• gini-koefficient
• fordelingspolitik