nationalisme

Oprindelig betegnede nationalisme en ideologi om, at nationen er det bedste fællesskab, og at hver nation bør have sin egen stat, hvis territorium akkurat bør afgrænse den samlede nation. Ideologien bygger på antagelser om, at de styrende skal have samme kulturelle identitet som de styrede, og at kulturel nationalisme, som søger at bevare og styrke den nationale kulturarv, også fremmer politisk nationalisme og hermed egen statsdannelse (hvis den ikke allerede eksisterer). Endelig antages det, at nationalisme appellerer stærkt til de mindre privilegerede grupper i befolkningen, fordi den giver grundlag for tildeling af statsborgerrettigheder og beskyttelse mod fremmedes muligheder for at få andel i rettigheder og eksistensmuligheder inden for det politisk afgrænsede territorium.

Nationalismen har historisk været fleksibel i den forstand, at princippet kan kombineres med mange forskellige ideologier, fra fascisme og konservatisme til liberalisme, antiimperialisme og venstrenationalisme. Det betyder også, at nationale bevægelser har optrådt i meget forskellige historiske og politiske kontekster, herunder i Europa efter Den Franske Revolution og i forbindelse med 1900-tallets afkoloniseringer.

En form for nationalfølelse eller ligefrem proto-nationalisme har kendetegnet mange historiske samfund. Det jødiske folk opfattede fra tidlig tid sig selv som en nation, defineret ved en fælles religion. Antikkens grækere opfattede sig som et fælles folk, defineret ved et fælles sprog, i modsætning til ’barbarer’, der talte andre og uforståelige tungemål. Romerne opfattede sig som et folk (latin gens) med en fælles etnisk oprindelse, men fra et tidligt tidspunkt gjorde de det muligt for andre at blive indlemmet i det romerske folk via det romerske borgerskab.

I middelalderens Europa finder vi også klare eksempler på nationalfølelse. Historikere påpeger, at der allerede i 1000-tallet var en udbredt opfattelse i Storbritannien om, at der fandtes et skotsk, et walisisk og et engelsk folkeslag. I Danmark finder vi i høj- og senmiddelalderen en lignende forestilling, og i 1600-tallet eksisterede der ifølge flere danske historikere en form for proto-nationalisme med det danske monarki som omdrejningspunkt.

Den moderne nationalisme udvikledes som idé i 1700-tallet og kom første gang fuldt til udtryk under Den Franske Revolution. De tidlige nationale bevægelser var således progressive og udsprang af oplysningstidens idealer om frihed, lighed og broderskab – inden for rammerne af et nationalt fællesskab. Nationalismen var med andre ord oprindelig en bærer af lighedsidealer.

Nationalisme repræsenterer et historisk nybrud, hvor folkesuverænitetsprincippet blev en måde at legitimere statsmagten på. Den schweiziske sociolog Andreas Wimmer formulerer det på følgende måde:

“Nationalisme er for det første princippet om nationens selvbestemmelse og for det andet princippet om, at ledelsen af den nation skal handle på vegne af nationens flertal og ikke på vegne af et dynasti, en samfundselite, en gud eller et storslået civilisationsprojekt”.

Idéen dannede basis for krav om politisk selvbestemmelse for nationer (se national selvbestemmelse) og blev dermed en udfordring for traditionelle imperier, der omfattede en række nationer og folkeslag. Nationalisme blev i 1800-tallet ofte forbundet med liberalisme, men i slutningen af 1800-tallet var nationalismen integreret i en række konservative partiers og bevægelsers ideologi. Nationalismen havde betydning for Den Græske Frihedskrig mod tyrkerne 1821-1829, for de store liberale revolutioner i 1848 og for samlingen af henholdsvis Italien og Tyskland i midten af 1800-tallet. En stor del af grænserne i Europa blev efter 1. Verdenskrig forsøgt trukket efter nationale skel, idet USA indgik i krigen på et princip om national selvbestemmelse. Det gjaldt også grænsen mellem Danmark og Tyskland. Princippet fremmede også Islands løsgørelse fra det danske rige med etableringen af en personalunion i 1918.

Det moderne repræsentative demokrati opstod mange steder inden for rammerne af nationalstaten, fx i Danmark som følge af tabet af hertugdømmerne Slesvig og Holsten samt Sønderjylland. Særlig vigtig var i den forbindelse nationalliberale bevægelser, der kæmpede for et konstitutionelt monarki og politiske frihedsrettigheder for en bestemt nation.

Ud over imperier har nationalismen derfor også været med til at undergrave to andre statsformer. Det gjaldt for det første konglomeratstater, hvor samme monark regerede flere forskellige områder i fx en personalunion. Den danske monark var således konge af Danmark, men samtidig hertug af henholdsvis Slesvig og Holsten. For det andet gjaldt det de mange fyrstendømmer, der fandtes i især det tyske og italienske sprogområde i 1700-tallet, og som gradvist forsvandt som følge af Italiens og Tysklands samling i 1800-tallet.

På grund af nationalistiske excesser i forbindelse med især nationalsocialismen og fascismen under 2. Verdenskrig fik nationalismebegrebet i store dele af den vestlige verden en nedsættende betydning. Nationalisme har dog fortsat spillet en hovedrolle i politisk mobilisering, bl.a. i de daværende koloniers kamp for selvstændighed efter 2. Verdenskrig. I Østeuropa har nationalisme fået voksende betydning efter Murens fald i 1989.

Den moderne nationalismes fleksible natur kommer bl.a. til udtryk ved, at det er muligt at lave en sondring mellem forskellige former, der naturligvis er idealtyper. For det første kan nationen forstås som et politisk fællesskab, baseret på fælles borgerrettigheder og loyalitet mod staten snarere end fælles oprindelse – Schweiz og Canada kommer tæt på denne kategori. For det andet kan nationen forstås som et etnisk og kulturelt fællesskab, hvor fælles afstamning, sprog og kultur danner grundlag for politisk enhed.

På engelsk bruger man udtrykket Civic nationalism om den første forståelse og Ethnic nationalism om den anden. Sondringen knytter sig også til to forskellige former for borgerret, jus soli og jus sanguinis.

Der har været fremsat mange teorier om, hvorfor den moderne nationalisme er opstået. Den mest fremtrædende opfattelse er, at nationalismens første bølge opstod som et ledsagefænomen til modernitetens udvikling. Nationalismen byggede på udviklingen af kommunikationsmidlerne, således at et socialt kommunikationsfællesskab, der skulle lette spredningen af idéerne om en fælles identitet og fælles værdier, kunne opstå, ligesom den byggede på udviklingen af klasse- og regionsoverskridende politiske fællesskaber i forbindelse med statsbygning.

• nation
• nationalkultur
• ideologi
• demokrati
• monarki
• nationalstat
• etnicitet