Image
I 2009, under dansk deltagelse i international bekæmpelse af somalisk pirateri i det Vestindiske Ocean, besøger krigsskibet Absalon en dhow, det tranditionelle fartøj, som lokalbefolkningen i regionen bruger til fiskeri og varetransport.

Pirateri er en kriminel handling til søs. Handlingen er defineret i Havretskonventionen som ulovlig vold, tilbageholdelse eller plyndring, der har et privat formål og er rettet imod et andet skib i internationalt farvand.

Pirateri har fundet sted så længe mennesket har sejlet og truer fortsat den internationale skibstrafik på tværs af i verdenshavene.

Pirateri i nutiden

Pirateriet betegnes undertiden som sørøveri og har altid eksisteret. Moderne pirateri manifesterer sig på tværs af verdenshavene, særligt ud for Øst- og Vestafrika samt i Sydøstasien omkring Malaccastrædet.

Typen af angreb varierer fra ét geografisk område til et andet. I Sydøstasien har pirateri siden 1970’erne bestået primært af røveri af penge og værdigenstande ombord på de handelsskibe, der passerer igennem det sydlige Malacca-stræde og omkring Singapore. Hændelserne kan være voldelige men gerningspersonerne har sjældent tunge våben og kapringer er ikke normen. Ofte foregår det ikke på internationalt farvand og defineres således ikke som pirateri i folkeretlig forstand, men er et nationalt anliggende for de landes farvande, der berøres.

Omkring 2008 blussede pirateri op ud for Somalias kyst i det vestlige Indiske Ocean. Det indebar kapringer af skibe, hvor besætningen på internationale handelsskibe blev taget som gidsler, som regel ind til en løsesum blev forhandlet på plads med rederiet eller besætningens famlier. Da angrebene var på deres højeste i 2011, var der over 300 hændelser om året, men fra 2012 har antallet været lavt med enkelte angrebsforsøg og kapringer. Piraterilignende angreb en historisk praksis i området, der går århundreder tilbage. Danmark bidrog fra 2008-2015 til bl.a. NATOs maritime sikkerhedsoperation Operation Ocean Shield for at beskytte den internationale skibstrafik imod somalisk pirateri.

Fra omkring 2015 har pirateri i Guineabugten ud for Vestafrikas kyst været et internationalt fokus. Fremgangsmåden her er også kapringer, men der har historisk været langt færre sager om gidseltagninger i Guineabugten end ud for Somalias kyst. Til gengæld er de nigerianske piraterigrupper, der opererer i Guineabugten, langt tungere bevæbnet og har vist sig særdeles voldsparate. Således kom det til skudveksling med det danske krigsskib Esbern Snare i 2021, da søværnet patruljerede i Guineabugten under en national pirateribekæmpelsesmission.

Pirateri i folkeretten

Definitionen af pirateri er nedfældet i Artikel 101 i FN's Havretskonvention fra 1982.

For at en handling kan defineres som pirateri skal fem kriterier være opfyldt, nemlig at handlingen:

  1. består af ulovlig vold, tilbageholdelse eller plyndring
  2. har et privat formål
  3. er udført af besætningsmedlemmer eller passagerer på et privat fartøj
  4. er rettet imod et andet fartøj eller passagerer eller ejendele ombord på et andet fartøj
  5. finder sted i internationalt farvand

Særligt spørgsmålet om det ’private formål’ har været genstand for diskussion. En gængs opfattelse i retsvidenskaben og retspraksis er, at ’privat’ skal forstås sådan, at pirateriangreb adskiller sig fra både politiske formål (som terrorangreb) og statslige angreb (som krigshandlinger).

Pirateridefinitionens geografiske kriterium om internationalt farvand medfører, at handlinger svarende til pirateri, som finder sted i en kyststats territorialfarvand ikke er omfattet af pirateridefinitionen. Det skyldes, at territorialfarvand anses som en del af en stats territorium og således ikke reguleres af folkeretten (her Havretskonventionen), men falder under statens egne love.

Universalprincippet i pirateribekæmpelse

Pirateri anses som menneskehedens fjende (latin: hostis humani generis), og dette bruges ofte som historisk forklaring på, at stater har universel jurisdiktion over pirateri. Universalprincippet giver alle stater ret til at varetage retshåndhævelsen, uagtet om denne stat har en national forbindelse til den konkrete piraterihændelse, f.eks. at det angrebne skib er indregistreret i staten, eller at forurettede eller gerningspersoner er borgere i staten.

I Havretskonventionens Artikel 105 formaliseres princippet. Her står, at enhver stat må opbringe mistænkte piratskibe og skibe under mistænkte piraters kontrol. De må endvidere tilbageholde og arrestere de mistænkte og retsforfølge dem.

Havretskonventionens Artikel 107 bestemmer, at det er statslige skibe, der har hjemmel til at opbringe mistænkte piratskibe.

Således har Danmark løbende sendt fregatter til pirateribekæmpelsesmissioner og opbragt piratskibe en uden dansk forbindelse, både i det Vestindiske Ocean ud for Østafrika og Guineabugten i Vestafrika, hvor pirateri udføres af hhv. somaliske og nigerianske statsborgere rettet imod handelsskibe og besætninger fra tredjestater.

Universalprincippet gælder også i sædvaneretten.

Pirateri i sædvaneretten

Da FN's medlemsstater i 1982 forhandlede Havretskonventionen færdig formaliseredes pirateri som en ulovlig handling, men pirateri var allerede en forbrydelse under sædvaneretten. Det er vigtigt, fordi det betyder, at alle stater kan bekæmpe pirateri, hvad end de har tiltrådt Havretskonventionen eller ej, hvis deres egne love tillader det.

USA har eksempelvis ikke ratificeret Havretskonventionen men spiller alligevel en aktiv rolle i international pirateribekæmpelse.

SUA-Konventionens forbindelse til pirateri

Havretskonventionens fem kriterier blev af visse stater anset som en unødig indsnævring af pirateridefinitionen. Derfor fremsatte Østrig, Ægypten og Italien få år efter vedtagelsen et udkast til en ny konvention. Den blev vedtaget i 1988 og kom til at hedde Konventionen om bekæmpelse af ulovlige handlinger imod sikkerheden ved søfart, ofte kaldet SUA-Konventionen.

Anledningen var, at den Palæstinensiske Frihedsfront i 1985 kaprede krydstogtskibet Achille Lauro i ægyptisk territorialfarvand nær Alexandria. En amerikaner blev dræbt og manglende international ret hæmmede hjemmel og dermed handlemuligheder, hvilket ledte til en diplomatisk krise imellem de involverede lande.

For at reparere folkerettens mangler kriminaliserede SUA-Konventionen i Artikel 3 handlinger svarende til pirateridefinitionen i Havretskonventionen men fjernede kriterierne om i) det private formål, ii) de to fartøjer og iii) den geografiske placering i internationalt farvand.

I 2005 blev Artikel 3 suppleret af en protokol, der udvidede de ulovlige handlinger imod skibsfarten til også at omfatte bl.a. terrorformål. SUA-Konventionen mangler dog princippet universel jurisdiktion. Det begrænser staters brug af SUA-Konventionen, idet der enten skal være national forbindelse til den kriminelle hændelse eller indgås aftaler stater imellem.

Hvad angår nutidige trusler fra pirateri bruger stater Havretskonventionens definition i pirateribekæmpelsesoperationer.

Pirateribekæmpelse

International arbejdsdeling

I nyere tid har det internationale samfund udviklet forskellige modsvar til at bekæmpe pirateri. Særligt responsen på somalisk pirateri udgør i dag et paradigme for internationalt samarbejde omkring maritim sikkerhed, hvor involverede stater udviklede en arbejdsdeling, som også blev kopieret i indsatsen imod pirateri i Vestafrika.

Maritime sikkerhedsoperationer

På baggrund af FN Sikkerhedsresolution 1816 (2008) etablerede NATO, EU og den amerikansk-ledede Combined Maritime Forces maritime sikkerhedsoperationer med et antal krigsskibe, der patruljerede de berørte områder i det Vestindiske Ocean. Formålet var at beskytte den internationale skibstrafik imod pirateriangreb igennem eskorte af handelsskibe, patruljering i området for at overvåge mistænkelige hændelser og at rykke ud, når handelsskibe indrapporterede igangværende pirateriangreb.

Retsforfølgelse af pirateri

Sideløbende med de maritime sikkerhedsoperationer indebar den internationale arbejdsdeling også at enkelte regionale stater blev inddraget i arbejdet med retsforfølgelse af de mistænkte pirater. Kenya, Seychellerne og Mauritius tog imod mistænkte, som blev retsforfulgt i deres retssale og afsonede domme i deres fængsler.

Selvom pirateri er defineret i folkeretten som en ulovlig handling, der finder sted i internationalt farvand, findes ingen international domstol til at varetage retsforfølgelse. Retsforfølgelse er jf. Havretskonventionens Artikel 105 et statsligt anliggende. Hvilken stat er som bekendt underordnet, jf. universalprincippet.

I praksis vil det sige, at myndighederne i den stat hvis krigsskib tilbageholder mistænkte pirater, må afgøre om a) statens egne domstole skal retsforfølge, b) statens myndigheder skal finde en anden stat, der er villig til at retsforfølge, eller c) de mistænkte skal sættes i land uden retsforfølgelse.

Alle tre muligheder er blevet anvendt i sager om nutidigt pirateri. I dansk pirateribekæmpelse er nogle mistænkte landsat i Somalia, imens andre er overdraget til retsforfølgelse i Kenya og Seychellerne.

Kapacitetsopbygning i maritim sikkerhed

For at facilitere regional retsforfølgelse udfører FN's Kontor for Narkotika og Kriminalitet (UNODC), EU samt donorlande som Danmark, Nederlandene, Frankrig og Storbritannien kapacitetsopbygningsprogrammer i sikkerhedssektor, rets- og fængselsvæsen i udvalgte regionale stater.

Programmerne blev først rullet ud i en Østafrikansk kontekst for at dæmme op for somalisk pirateri. Formålet var at opdatere relevant lovgivning, så som at indskrive definitionen af pirateri i Havretskonventionens Artikel 101 i staternes straffelov. Endvidere var formålet at renovere fængsler og uddanne dommere og jurister i retsvæsenet til at kunne varetage piraterisagerne.

I Vestafrika findes en lignende arbejdsdeling og lignende kapacitetsopbygningsprogrammer, men med endnu større fokus på også at styrke regionale staters kapaciteter til også selv at patruljere i Guineabugten igennem træning af kystværn og søværn, harmonisering af lovgivning og operationelle procedurer på tværs af kyststaterne, og implementering af overvågningsværktøjer, der kan styrke kyststaternes øjne og ører på vandet.

Ulovlige handlinger beslægtet med pirateri

Væbnet røveri til søs

FN's Søfartsorganisation vedtog i 2009 Resolution 1025(26), der fjernede det geografiske kriterium i Havretskonventionens pirateridefinition. Handlinger bredt svarende til det, pirateri består af i Havretskonventionens Artikel 101, blev således beskrevet i resolutionen uden specifikation af, om handlingen finder sted internationalt farvand eller en given stats territorialfarvand. Resolutionen gælder dog ikke som bindende international ret.

Mytteri

Ved mytteri nægter besætningsmedlemmer på civile eller militære skibe at adlyde deres overordnede, f.eks. kaptajnen. Det kan indebære, at besætningsmedlemmer tager kontrol med skibet. Mytteri adskiller sig derfor fra pirateri, der indebærer to skibe, hvor besætningen ombord på ét skib retter et angreb imod et andet skib.

Mytteri er ikke defineret i folkeretten, og handlingen finder da også sted nationalt, da ethvert skib i udgangspunktet har en nationalitet i kraft af dets flag.

Maritim terrorisme

Terrorisme har ingen universel juridisk definition, men anses som en ulovlig handling der, ud over at sprede rædsel, også har et politisk formål. Eksempler på terrorisme til søs er den nævnte sag om krydstogtskibet Achille Lauro og den islamiske gruppe Abu Sayyaf, der har udført både bombninger og gidseltagninger ud for Filippinernes kyst.

Med det politiske formål adskiller terrorisme til søs sig fra pirateri, som er defineret ved at have et privat formål. Der er ikke enighed i juridisk forskning om denne skelnen. Men politisk er der grund til at opretholde denne skelnen. Hvis pirateri og maritim terrorisme skæres over én kam, udelukkes betaling af løsesum til piraterigrupper, da finansiel støtte til terrororganisationer er ulovligt.

Historisk pirateri

Pirateri har fundet sted til alle tider i de fleste af verdens have.

Mest kendt er guldalderpiraterne, eksempelvis William Kidd. De hærgede handelsskibene langs de asiatiske kompagniers sejlruter og den transatlantiske trekantshandel imellem Vestafrika, Caribien og kolonimagterne i Europa. Imens historisk pirateri er rigt gengivet i litteratur og film, findes der sparsomme historiske kilder, der dokumenterer deres liv og aktiviteter.

Kaperi er en anden historisk betegnelse, der er som handling er beslægtet med pirateri. Men det henviser til den form for sørøveri, der omkring 1200-1800 bestiltes af regent eller stat igennem såkaldte kaperbreve og blev brugt som taktik i magthaveres krigsførelse. Kapervæsen var således statsautoriseret og adskiller sig derfor fra pirateri, som er en kriminel handling.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig