religionshistorie

Religiøse symboler

Af Howardcorn33.

Licens: CC BY SA 4.0

Religionshistorie er et humanistisk fag, der udforsker religion i både fortid som nutid – og ser religionen i en historisk, politisk, kulturel og social sammenhæng.

Religionshistoriens særlige kendetegn

Religionshistorien er kendetegnet ved at være diakron; det vil sige den undersøger religion igennem tid, hvilket både handler om at afdække religions tilblivelseshistorie og dens udviklingshistorie, og ikke mindst hvilke samfundsforhold, der kan have have påvirket denne udvikling.

To typer af religionshistorie

Der kan skelnes imellem to typer af religionshistorie: Den religionshistorie, som primært har fokus på én enkelt religion (buddhisme, hinduisme, islam, jødedom, kristendom osv.), og den religionshistorie, der forsøger at beskrive religion som et overordnet fænomen og som en særlig menneskelig udtryksform med dens forskellige manifestationer gennem historien.

Mens den første type specialiserer sig i én religion, og hvad der er særligt for den religion, så forsøger den anden type at afdække, hvordan religion ændrer sig over tid. Den moderne religionshistorie prøver i dag ofte at kombinere de to perspektiver.

Type 1: Den enkelte religions historie

Den religionshistoriker, som fokuserer på én religion, har specialviden inden for netop denne religion. Han og hun har ofte lært sig religionens sprog (filologi) og har kendskab til denne religions primære skrifter, som ofte bliver brugt som kilder til at forstå religionens særlige træk. Det kan være i forhold til en gudsforståelse, særlige ritualer, særlige udvalgte religiøse eksperter og deres roller.

Et andet genstandsfelt udgør religionens særlige ontologi og de kosmogoni(er), religionen bygger på, samt ikke mindst hvilke andre religioner den eventuelt bygger på, deler ligheder med og eventuelt tager afstand fra. Det særlige ved denne form for religionshistorie er, at den har én bestemt religion i centrum, og andre religioner, kulturelle former og historiske og sociale begivenheder benyttes for at blive klogere på netop denne religions særkende.

Type 2: Religionens religionshistorie

Religionens religionshistorie forsøger at afdække religion, som et særligt menneskeligt fænomen med en udviklingshistorie. Hovedpointen med denne type af religionshistorie er, at religion tilpasser sig nye historiske, politiske, kulturelle og sociale forhold og dermed ændrer sig i takt med samfundsforandringer. Hvis ikke, vil religionen for dem, der er tilhængere af den, ikke længere give mening. Det kan derfor forklare, hvorfor nogle religioner forsvinder, og andre kommer til, men det kan også forklare, hvorfor religion i én samfundsstruktur og på et særligt tidspunkt i historien spiller en stor rolle og i andre en langt mindre.

Denne form for religionshistorie tillægger religion et forandringsperspektiv, det vil sige, at den lægger vægt på, at nye religionstyper bygger på noget allerede eksisterende, som kan revitaliseres eller re-fortolkes, så det passer i en ny sammenhæng. Et godt eksempel er den kristne jul.

Religionshistoriens faser

Type 2, religionens religionshistorie, opererer i visse sammenhænge med særlige faser i religionshistorien. Religionsforskeren Robert Bellah, som nok var noget fokuseret på den vestlige religionshistorie, delte religionens historie i alt fem store faser: tribal, arkaisk, historisk, kristne reformation og moderne religion. Disse faser er af andre omformuleret til for eksempel tribal, arkaisk, aksial, post-aksial og nutidsreligion.

Det vigtige i denne fasemodel er at forstå særlige træk ved særlige typer af religion, som præget af sin historiske kontekst. Der er fx forskel på om et samfund er præget af en velsignelsesreligion, hvor fokus er på at forbedre livet nu og her, eller af en frelsesreligion, hvor fokus er på frelsen efter døden.

Grundlaget for religionshistoriske studier

Grundlaget for religionshistoriske studier er de religiøse kilder, forstået i videste forstand som tekster, ritual- og andre beskrivelser, interview, arkæologiske fund, arkitektur, beklædning, ikonografi, billeder, båndoptagelser, film osv. Formålet er at opnå en dækkende, kontekstlig forståelse og tolkning af den pågældende religion eller religion og dens tilhængere. Desuden inddrages etnografiske, sociologiske og psykologiske samt forskellige tekstteoretiske og historiske metoder og resultater.

Den første danske lærestol blev i år 1900 beklædt af Edvard Lehmann ved Københavns Universitet. Ved en uformel, intern overenskomst varetog religionshistorikerne udelukkende de fremmede religioner og overlod det videnskabelige studium af kristendom og jødedom til teologerne; senere i 1900-tallet blev denne praksis ophævet. Lehmann blev i 1915 efterfulgt af Vilhelm Grønbech, nok det største navn i dansk religionshistorie. I 1960 fik faget et institut ved Aarhus Universitet med Halfdan Siiger som den første professor.

Den komparative religionshistorie

Religionshistorien bliver ofte koblet tæt sammen med religionsfænomenologien – også kaldet den komparative religionshistorie, som to selvstændige, men relaterede discipliner. For mens religionshistorien prøver at afdække religionen historisk og diakront, så har religionsfænomenologien en synkron vinkel. Det vil sige, at den forsøger at afdække de særlige træk ved fænomenet religion (ritualer, religiøse eksperter, etc.), som så kan sammenlignes på tværs af tid. Således kan religionsfænomenologien hjælpe religionshistorien til at fokusere på det særlig ved religion uafhængig af religionstype.

Religionshistorie i Danmark i dag

I dag findes der ikke en uddannelse i religionshistorie. Disciplinen er blevet en del af religionsvidenskab, som med sit navn understreger den videnskabelige tilgang til fænomenet religion og til dens metodepluralisme.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Religionshistorie

Marianne Fibiger

lektor, ph.d., Aarhus Universitet