Cover til forlaget, Jakob Moll

Sammen laver vi et forlag

Bøger kan noget, som ingen andre medier kan. Nogle emner er så tankevækkende, at vi har brug for at fordybe os helt og fuldt i dem – og når vi kommer op til overfladen igen, kan bogen have ændret vores blik på verden.

Derfor har Zetland besluttet at udgive bøger. Og vi har besluttet at gribe vores forlag, Zetland Bøger, an på en radikalt anderledes måde.

Vi vil nemlig dele magten over Zetlands forlag med jer medlemmer.

Hvad betyder det i praksis? Det betyder, at alle medlemmer, der elsker bøger, vil kunne følge med i forlagets arbejde og hjælpe os med at træffe gode beslutninger. Også de allersværeste af slagsen, nemlig hvilke bøger forlaget skal udgive.

Nogle bogprojekter lader vi fuldstændig være op til Zetlands medlemmer. Det vil foregå efter crowdfundingprincippet og fungere sådan her:

  • Vi får en idé til en bog, som vi har en forhåbning om, at mange vil finde enormt interessant. Måske tager vi fejl.
  • Vi præsenterer idéen for jer medlemmer, som kan vælge at støtte bogprojektet ved at købe bogen på forhånd.
  • Hvis nok støtter bogen, laver vi den. Når vi er færdige, sender vi en bog og en masse taknemmelighed ud til alle dem, der sikrede, at den kom til verden.

Hvorfor spørge medlemmerne til råds? Fordi en bog, som ingen læser, er en lille tragedie. Det er meget bedre at kaste sine kræfter efter de bøger, som vækker begejstring ude i den virkelige verden.

Apropos virkeligheden: Zetland Bøger vil – i hvert fald til at begynde med – kun udgive bøger om virkeligheden, altså såkaldt nonfiktion. Det er nu engang vores hylde og dér, vi kan gøre den største forskel.