Artiklen

Alle ændringer

Robert Baden-Powell

Vers. 1
Denne version blev publiceret af Gyldendals Onlineleksikon 4. februar 2009. Artiklen ændrede 844 tegn.

Robert Baden-Powell, 1857-1941, britisk militærmand og spejderbevægelsens stifter. Baden-Powell var militæruddannet og vendte i 1903 hjem fra Boerkrigen i Sydafrika som folkehelt. Med erfaringer fra krigen, hvor han under Mafekings belejring med held oprettede et korps af drenge til ordonnans- og meldingstjeneste, aktiverede han den engelske ungdom som "fredsspejdere". I 1907 samlede han en flok drenge i en lejr på Brownsea Island, og lejren blev begyndelsen til den nu verdensomspændende spejderbevægelse, som han helligede sig helt fra 1910. Baden-Powell blev kendt for nogle af de metoder, som stadig indgår i spejderarbejdet: "learning by doing" og "børn leder børn". I 1912 blev han gift med Olave St. Claire Soames, og parret rejste i mange år rundt i verden for at besøge spejdere og store spejderlejre.