Militærdiktatur, (1. led af fr. militaire, af lat. militaris, af miles 'soldat'), styre- eller regeringsform, hvor al statsmagt er koncentreret hos det militære apparat, i praksis hos fx en general eller en ledende gruppe af officerer, en junta. Oprettelsen af et militærdiktatur vil oftest være resultatet af et militært kup, hvormed en gruppe officerer eller militæret med magt afsætter en konstitutionel statsleder eller en demokratisk valgt regering, hvorefter gruppen selv dels overtager den udøvende magt og kontrollen med især medier og offentlig ytring, dels ofte sætter forfatningen og altid de demokratiske rettigheder ud af kraft. Et militærdiktatur er således uden legitimitet og legalitet. Hvor et militærdiktatur har søgt at blive bekræftet i almindelige, frie valg, er det som oftest ikke lykkedes. Alligevel vil en militærjunta efter et kup ofte forsøge at opnå en vis legitimitet og legalitet ved at regere i en konstitutionel form med fx præsident, regering og andre politiske organer. Men militærdiktaturer er som varianter af autoritære regimer meget forskellige mht. form, mål og grundlag. De kan være tilbageholdende eller undertrykkende og terroristiske i deres politik og måde at styre på. Deres mål kan være national-konservative, at genoprette "ro og orden", hvilket fx var argumentet for kuppet mod den demokratiske socialistiske præsident, Salvador Allende, i Chile i 1973, de kan have til formål at opdrage partier og borgere i juntaens version af "demokrati", fx set i Algeriet siden 1992 og flere gange i Tyrkiet, eller de kan være social-revolutionære og såkaldt socialistiske som fx hævdet af militærstyret i Etiopien og i Portugal i 1974.
Historie
Militærdiktaturer har spillet en stor rolle i 1900-t.s historie, og især i den ikke-europæiske del af verden har de vundet stor udbredelse. I Europa er der imidlertid en række eksempler efter 1. Verdenskrig; fx kan nævnes general Francos militærdiktatur i Spanien (1939-75) og oberstjuntaen i Grækenland (1967-74). Polen har oplevet militærdiktaturer to gange: Første gang efter general Piłsudskis statskup i 1926, hvor han under bevarelsen af de konstitutionelle former indførte et såkaldt moralsk diktatur, anden gang det kommunistiske militærdiktatur under general W. Jaruzelski, der 1981-89 satte Polen i krigsretstilstand. I Portugal gennemførte militæret i 1974 et ublodigt statskup, Nellikerevolutionen, hvorefter en militærjunta under general de Spínola i en overgangsfase styrede landet for at bane vej for et pluralistisk demokrati.
Militærdiktaturer har dog især været hyppige i de nye demokratier i postkoloniale stater i Latinamerika, Afrika og Asien. I Latinamerika har militærdiktaturet endog været reglen snarere end undtagelsen; indtil 1973 var Uruguay reelt det eneste land i Latinamerika, der ikke havde været under militærdiktatur. Blandt de mere kendte militærdiktaturer kan nævnes Chiles under general Pinochet, Paraguay, der blev regeret af general Stroessner 1954-89, Brasilien 1964-85 samt Argentina 1976-83. I Asien har Myanmar (Burma) været et militærdiktatur siden 1962, i Pakistan greb general Zia-ul-Haq i 1977 magten og regerede frem til 1985, og i Tyrkiet har militæret fra tid til anden grebet magten og "ledet" demokratiet, indtil generalerne igen turde overlade magtudøvelsen til de demokratiske partier. I Afrika har et militært styre som resultat af et militærkup været en hyppig foreteelse, fx Algeriet siden 1992, Etiopien 1974-90, Libyen under oberst Gaddafi siden 1969, Niger 1974-93, Nigeria 1966-79 og igen fra 1983, Sudan fra 1969, Uganda (under Idi Amin) 1971-79 og Zaire (det nuv. Demokratiske Republik Congo) (under Mobutu) 1973-96.
I nogle lande, fx Nigeria og Algeriet, har militæret eller en militær junta i 1990'erne afgivet den politiske magt; ikke desto mindre spiller militærmagten fortsat en dominerende politisk rolle i en række stater i den tredje verden, navnlig i Afrika, mens demokratiet synes at have vundet afgørende fodfæste i Latinamerika, der historisk set har været præget af militærdiktaturer.
Nogle steder er der fortsat tale om regulære militærdiktaturer, fx i Sudan og Myanmar (Burma); andre steder udgør militæret den reelle magtfaktor under et civilt politisk styre. Det sidste er tilfældet i fx Algeriet, hvor præsident Bouteflika, valgt i 1998, reelt er militærets mand, og i Pakistan, hvor general Musharraf i 2000 gennemførte et militærkup imod den siddende præsident og i foråret 2002 lod sin stilling som præsident legitimere gennem et pseudodemokratisk valg. I Den Demokratiske Republik Congo (tidligere Zaire) blev et militærdiktatur under Mobuto i 1997 erstattet af et nyt under Laurent Kabila; efter mordet på ham i 2001 overtog hans søn magten.
At militæret nogle steder stadig er parat til at afsætte en præsident og tage magten, oplevede Venezuela senest i foråret 2002, da landets militær afsatte præsident Hugo Chávez og indsatte sin egen mand; kuppet faldt dog sammen efter få dage pga. store folkelige demonstrationer.
