C.E.F. Weyse

Weyse blev født 5. marts 1774 i Altona, der på det tidspunkt var en del af helstaten og dermed under den danske krone. Faderen var urtekræmmer, han døde da Weyse var syv år, og det var moderen og ikke mindst morfaderen, der fik indflydelse på Weyses musikalske opdragelse og generelle undervisning.

Moderen, der havde giftet sig igen, døde i 1789, og stedfaderen foreslog den 15-årige Weyse at gå købmandsvejen, hvilket kun holdt i otte dage. Weyse havde allerede som lille vist usædvanlige musikalske anlæg som sanger, violinist og pianist, hvor han bl.a. imponerede omgangskredsen med sine improvisationer, og ved et selskab netop i 1789 blev han opdaget af professor C.F. Cramer (1752--1807) fra Kiel, der opfordrede ham til at blive musiker. På Cramers anbefaling og med stedfaderens samtykke rejste Weyse til København for at studere hos J.A.P. Schulz, der tog den unge mand under sine vinger både ved at give ham husly og uddannelse.

Weyse fik sin første formelle uddannelse hos Schulz i klaver, violin og kompostionsteknik. Schulz har i den sammenhæng en gang udbrudt om sin ikke altid flittige elev: ”Hvis jeg havde haft hans geni, hvad kunne jeg så ikke have opnået!” Weyse søgte desuden vejledning hos den musikkyndige kancellisekretær Peter Grønland (1761-1825), med hvem han især udviklede en beundring for J.S. Bachs musik.

I 1792 begyndte han studier i orgelspil i Vor Frelsers Kirke, hvor H.O.C. Zinck var organist. Efter få år havde Weyse imidlertid udviklet sig så meget musikalsk, at han ikke længere behøvede undervisning. I disse år komponerede han bl.a. en række klaverværker og sange udgivet i to bind Jugendarbeiten (1790-1794).

I 1794 blev Weyse ansat som organist ved Reformert Kirke, hvor han havde været vikar i to år. Her var han ansat indtil 1805, da han blev domorganist ved Vor Frue Kirke, hvor han bl.a. kunne udfolde det, som Carl Thrane kalder hans ”improvisationsgeni”, der imponerede musikere og komponister fra nær og fjern. Franz Liszt skrev således i Revue musicale: ”Mere end en gang var jeg ved at høre ham bevæget indtil tårer”. Også Weyses improvisationer ved klaveret vakte beundring, bl.a. hos virtuoserne Clara Schumann og Ignaz Moscheles. Weyse optrådte desuden som klaversolist på Det Kongelige Teater og i byens forskellige musikalske foreninger.

Weyse var en udpræget lyrisk komponist. Hans sans for lyse stemninger og øre for det danske sprog gennemstrømmer hans musik. Den er præget af mildhed og lune, og den indvarsler guldalderromantikken i dansk musik, selv om hans musikalske kompas pegede tilbage på W.A. Mozart, Joseph Haydn og klassicismen generelt. Weyses navn er forbundet med en vuggende 6/8-dels takt, som ikke mindst præger hans sangproduktion.

Beundringen for Mozart afspejler sig bl.a. i Weyses klavermusik, hvoraf der findes otte klaversonater komponeret i årene 1790-1799 og en række etuder og karakterstykker, der alle bærer præg af hans virtuose evner på instrumentet.

Til ungdomsårene hører også syv symfonier (1795-1799), og dermed hører hans bidrag til den rene instrumentalmusik noget nær op. Også symfonierne er påvirket af respekten for Mozart, men de indeholder også elementer af den gryende nationalromantik, som Weyse blev en del af. Symfonierne var givetvis skrevet til et af Københavns musikalske selskaber.

En personlig hændelse i Weyses liv satte i 1801 hans kompositoriske virke på standby i seks år, og da han genoptog det, var det scene- og vokalmusikken, der fyldte. Allerede i 1800 var han begyndt på syngespillet Sovedrikken i samarbejde med Adam Oehlenschläger, og det blev genoptaget 1807. Førsteopførelsen af Sovedrikken fandt sted 1809, blev en stor succes og står i dag som et af Weyses bedste sceniske værker.

Siden fulgte bl.a. Faruk og Ludlams Hule – også i samarbejde med Oehlenschläger – og i 1827 komponerede Weyse musikken til J.L. Heibergs vaudeville Et eventyr i Rosenborg Have – et værk, som også har overlevet Weyse. I sin biografi om Weyse har Carl Thrane skrevet: ”Weyses Geni var vel egentlig lyrisk og ikke dramatisk; men han besad Egenskaber, som mange Dramatikere maatte misunde ham: Humor, et skarpt Blik for Karaktererne og en Alt besejrende Følelse.”

I 1819 fik Weyse ansættelse i en nyoprettet stilling som hofkomponist. Han skulle komponere musik til Det Kongelige Teater og hoffets kirkelige begivenheder. Denne opgave resulterede bl.a. i omkring 30 kantater af forskellig længde og vægt.

Af de største kantater hørte julekantater, påskekantater, en kantate i forbindelse med Frederik 6.s begravelse i 1839 og kroningsmusik i forbindelse med Christian 8.s indsættelse. Disse kantater til nyskrevne tekster formede sig som koncertstykker mere end bundet til en liturgi, og de medvirkede i høj grad til Weyses samtidige berømmelse.

Udover disse værker for kor, solister og orkester komponerede Weyse også for kor a cappella: blandet kor, mandskor samt satser for lige stemmer (sopran og alt) fortrinsvis målrettet skolerne.

I dag er Weyse bedst kendt for sine sange og romancer. De fordeler sig over hele hans produktive periode, nogle er hentet fra syngespillene (fx Skøn jomfru, luk dit vindue op (fra Sovedrikken) og Hyrden græsser sine får (fra Kenilworth)), andre er oprindelig skrevet for kor (Velkommen igen Guds engle små, Julen har bragt velsignet bud, Kommer hid I piger små og Natten er så stille), men de bedst kendte er fra de to samlinger Morgensange og Aftensange til digte af B.S. Ingemann. Det er her man bl.a. finder Lysets engel går med glans, I østen stiger solen op, Nu titte til hinanden, Der står et slot i vesterled, Dagen går med raske fjed og Bliv hos os når dagen hælder. De to samlinger er siden optaget i Kulturkanon. Til kirken skrev han bl.a. melodi til N.F.S. Grundtvigs Den signede Dag.

Da først Weyse var kommet til København som ung, forlod han ikke Sjælland igen. Det længste han rejste væk fra København, var Roskilde – som han blev særlig knyttet til – og til trods for at han var et midtpunkt i hovedstadens musik og kulturliv med mange bekendtskaber i byens elite, så levede han et tilbagetrukkent liv som ungkarl.

I 1801 forelskede han sig dybt i Julie Tutein (1783-1865), men forholdet blev stoppet af hendes grossererfar, der ikke anså det passende. Weyse var sønderknust og komponerede stort set ikke de næste seks år. Det var konkret en opførelse af Mozarts Don Juan (Don Giovanni) på Det Kongelige Teater, der vækkede ham, som han skrev i sine erindringer: ”Ved Gjenfærdsscenen blev jeg rystet til min inderste Marv; men Rystningen var veldædig, den vakte min Genius, der mægtigere end nogensinde begyndte at røre sine Vinger.”

Weyse boede det meste af sit liv i Kronprinsessegade (henholdsvis nr. 8 og nr. 36), han havde ry for at være en smule excentrisk, men var alligevel en yndet gæst hos byens bedre borgerskab og betalte ofte for invitationen med en improvisation, når han var i humør til det. Ud over at være en udpræget gourmet havde han forskellige interesser, der bl.a. udmøntede sig i samlinger af videnskabelige instrumenter, kobberstik og et alsidigt bibliotek. I 1816 blev han udnævnt til titulær professor.

I april 1842 fejredes Weyses 50-års jubilæum som organist ved Vor Frue Kirke. Hans enestående position i dansk musikliv blev understreget ved denne lejlighed.

Weyse sov stille ind natten mellem 7. og 8. oktober 1842, og han blev bisat i Vor Frue Kirke, til hvilken lejlighed Oehlenschläger havde skrevet en tekst over en af Weyses kantater. Weyse blev efter eget ønske begravet på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde.

Ved hans død havde nye musikalske strømninger vundet indpas ved bl.a. Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann præget af romantikken. Weyse havde banet vejen, men kom til at stå i skyggen af den nye udvikling, ligesom det var tilfældet med Friedrich Kuhlau.

Weyses produktion var stort set koncentreret om klavermusik og symfonier i ungdommen overfor syngespil og kantater i hans modne alder, mens sangene og romancerne hører til i hele hans produktion. Det er dem, han er bedst kendt for i dag, men der er mange kvaliteter også i den øvrige produktion, der fortjener til at blive genopdaget, ligesom det gælder for Weyse som menneske og komponist. Det er karakteristik, at den sidste Weyse-biografi er fra 1916.

• klassisk musik
• musik i Danmark i 1700- og 1800-tallet

• Carl Thrane: Danske Komponister (Kbh., 1875)
• A.P. Bergreen: C.E.F. Weyse’s Biographie (Kbh., 1876)
• Carl Thrane: Weyses Minde (Kbh., 1916)
• Erik Reitzel-Nielsen/Sven Lunn: Weyses breve I-II (Kbh., 1964)
• Dan Fog: Kompositionen von C.E.F. Weyse (Kbh., 1979)
• Jens Hesselager: C.E.F. Weyse Musiker under enevælden (Kbh., 2024)