Faktaboks

Daniel Ortega

Daniel Ortega Saavedra

Født
11. november 1945
Image
Nicaraguas præsident Daniel Ortega under et besøg i London i 1989.
Daniel Ortega
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Daniel Ortega er en nicaraguansk politiker. Han var præsident i Nicaragua 1985-1990 og igen fra 2007.

I 1963 sluttede Ortega sig til FSLN (Den Sandinistiske Befrielsesfront), der kæmpede mod Somozadiktaturet. Han sad fængslet 1967-1974 og var senere i eksil i Cuba, men vendte illegalt tilbage til Nicaragua som en af lederne af oprøret mod Somoza. Efter revolutionen i 1979 blev han leder af en regeringsjunta på fem personer og dermed formelt statsleder. Frem til 1985 stod han i spidsen for forskellige kollektive ledelsesformer.

Efter et omdiskuteret valg blev Ortega landets præsident i 1985 og positionerede sig som den egentlige leder af FSLN. Han tabte dog præsidentvalget i 1990 til den borgerlige Violeta de Chamorro. Som leder for FSLN stillede han også op i 1996 og 2001, men blev ikke valgt. I november 2006 lykkedes det imidlertid for Ortega, som i mellemtiden havde modereret sin revolutionære retorik betydeligt, at vinde præsidentvalget; han blev indsat i januar 2007. En forfatningsændring har gjort det muligt, at han kan genopstille flere gange, og han er nu i gang med sin 5. periode som præsident.

Efter en forfatningsændring deler han fra 2025 præsidentposten med den hidtidige vicepræsident Rosario Murillo Zamabrana, der også er hans kone.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig