Kloop er et uafhængigt medie i Kirgisistan, der i 2024 blev juridisk lukket, og som nu delvis virker i eksil. Mediet blev grundlagt i 2006 som et ungdomsmedie af journalisterne Bektour Iskender og Rinat Tukhvatjin, og det har beskæftiget sig indgående med uddannelse og træning af journalister. Kloop er ét af flere medier i Kirgisistan, der har specialiseret sig i undersøgende journalistik.
Faktaboks
- Etymologi
-
Navnet Kloop har ingen officiel betydning, men minder om ordet klop 'væggelus' på russisk. Et russisk ordsprog lyder mal klop, da vonjutj 'væggelusen er lille, men den stinker', og navnet kan give associationer til (unge) journalister som en sten i skoen på magthaverne. Kirgisistans præsident Almazbek Atambajev udtalte i 2017, at Kloop var en "væggelus på landets mave".
Kloop har tidligere haft kontorer i Kirgisistans hovedstad Bisjkek og i storbyen Osj, men efter at Sadyr Zjaparov overtog præsidentembedet i årene 2020-2021, er forfølgelsen af journalister og medier i Kirgisistan tiltaget, og derfor opererer hele Kloops administration og ledelse nu i udlandet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.