Faktaboks

Pisanello

Antonio Pisano, Antonio di Puccio Pisano, Antonio di Puccio da Cereto

Født
1395, Pisa, Italien
Død
1455, Napoli, Italien
Levetid - kommentar
Omtrentlige fødsels- og dødsår
Image
En del af Sankt Georg og prinsessen af Pisanello, 1438.
Af /Sant'Anastasia, Verona.

Pisanello var en italiensk maler og medaljør. Pisanellos figurrige freskoer i kirker og paladser, hans elegante portrætter og teknisk fuldendte portrætmedaljer gjorde ham til en af sin tids berømteste kunstnere med virksomhed ved især de norditalienske fyrstehoffer i Ferrara, Mantova, Milano og Rimini.

Kunstneriske stil

Pisanello udviklede sin stil på overgangen mellem sengotik og renæssance. Freskoerne er præget af tidens poetisk fortællende bogmalerier, oliebillederne og medaljerne af den tidlige renæssances realisme, der også genfindes i hans mange tegninger.

Blandt de få bevarede malerier er Sankt Eustachius' vision (før 1450, National Gallery, London) med fornemme dyreskildringer; mest velbevaret af freskoerne er Sankt Georg og prinsessen (1438) i Sant'Anastasia i Verona.

Medaljekunst

Pisanello var med sine støbte medaljer grundlæggeren af renæssancens medaljekunst.

Fyrsteportrætter i beåndet realisme og dyr, især heste, pryder hans ca. 25 medaljer, udført 1438-1449. De er signeret på usædvanlig fremtrædende måde. Den første blev fremstillet i anledning af koncilet i Ferrara 1438 og har på forsiden den byzantinske kejser Johannes 8. Palaiologos (1392-1448), på bagsiden kejseren til hest. Medaljerne har inspireret billedkunstnere frem til i dag.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig