Faktaboks

Officielt navn
POLARIS MANAGEMENT A/S
CVR-nummer
28501765
Bestyrelsesformand
Anne Helene Holm Rannaleet
Ejer
PM HOLDING 2005 ApS

Polaris er en dansk kapitalfond, der investerer i mellemstore virksomheder.

Den er, som en af de første danske kapitalfonde, stiftet i 1998 med det latinske navn for Nordstjernen, Polaris.

Siden starten er der rejst kapital til investeringer for et beløb svarende til omkring 15 milliarder kr. hos nordiske og andre europæiske institutionelle investorer som pensionskasser, forsikrings- og bankkoncerner, velhavende familier m.fl.

Polaris har først og fremmest opkøbt nordiske virksomheder, helt eller delvist, med en omsætning fra 150 millioner kr. og op til 4 milliarder kr.

Bred vifte af investeringer

Investeringerne spænder vidt og omfatter ejerskab i danske virksomheder så forskellige som Vikingbus, elmotorproducenten Hoyer VMS Group, leverandøren af sexlegetøj Sinful, logistikselskabet Links Logistics, IT-konsulenthuset 7N og marinevirksomheden G&O Maritime Group.

Polaris har gennem årene været medejer af bl.a. Molslinjen, Babysam, Louis Poulsen, Color Print, Logstor.

Investeringer endt i konkurser

Kapitalfonden har i 2020’erne haft flere problematiske virksomhedsopkøb, da nogle af virksomhederne er endt i konkurs. Det gælder virksomheden Sealing Systems, som gik konkurs i 2024, året efter at kapitalfonden havde købt aktiemajoriteten i selskabet. I 2023 sluttede et ejerskab i virksomheden Triax med, at selskabet blev erklæret konkurs. Få år forinden var en større investering i ejerselskabet bag Tøjeksperten, PWT Group, endt i en rekonstruktion.

Danske Bank og Mærsk i ryggen

Polaris blev ved etableringen bakket op af Danske Bank, A.P. Møller – Mærsk, ATP og PFA.

Den første ledende partner var Viggo Nedergaard Jensen. Siden 2007 har Jan Johan Kühl været ledende partner.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig