bandikutter

De nulevende bandikutter placeres i familien Peramelidae, og sammen med stor bilby danner de ordenen Peramelemorphia. Hvordan bandikutterne og bilbyen er beslægtet med andre pungdyr fra Australien og Ny Guinea er usikkert og omdiskuteret.

Nedenfor er vist en liste over de 18 nulevende arter af bandikutter med deres danske, videnskabelige og engelske navne.

Frem til 1900-tallet eksisterede der yderligere tre australske arter af bandikutter. Man formoder, at ørkenbandikut (Perameles eremiana) blev udryddet i 1960’erne, mens Chaeropus yirratji (engelsk navn: northern pig-footed bandicoot) forsvandt i 1950’erne og Chaeropus ecaudatus (engelsk navn: southern pig-footed bandicoot) i begyndelsen af 1900-tallet. De to sidstnævnte arter tilhørte deres egen familie, Chaeropodidae.

Bandikutterne varierer i størrelse fra de mindste af dværgbandikutterne, der vejer ca. 100 gram, til kæmpebandikutten, som kan veje op til knap 5 kg (svarende til vores hjemlige hare). Hos de mindre arter er kønnene nogenlunde lige store, men hos de store arter kan hannerne blive væsentlig større end hunnerne. Hos kæmpebandikutten kan hannerne således veje op til tre gang mere end hunnerne.

Bandikutter har en lang, spids snude og korte, under 5 cm lange, museagtige ører. Halen er forholdsvis kort; den måler under halvdelen af hoved-og-kropslængden hos alle arter på nær dværgbandikutterne, hvis hale er ca. ¾ af hoved-og-kropslængden. Forbenene er korte, mens bagbenene er længere og mere muskuløst bygget. Pelsen er kort og stiv, især hos pigbandikutterne. De er mere eller mindre ensfarvede med undtagelse af de to zebrabandikutter, der har lyse lodrette striber på den bageste del af kroppen, samt stribet dværgbandikut, som har mørke, vandrette striber.

Benene viser, at bandikutterne er jordlevende. Bagbenene giver fart, mens forbenene er konstrueret til at grave med. De tre midterste tæer på forfoden er veludviklede og udstyret med kraftige, flade gravekløer, mens de to yderste tæer er små stumper uden kløer. Bagfoden har lange fodsåler og en forlænget fjerde tå (storetåen er den første tå) med en kraftig klo. Bagfodens anden og tredje tå er omgivet af en fælles hud og fungerer som pudsekam; et træk bandikutterne deler med diprotodonter som kænguruer og possummer. Den første tå er markant reduceret i størrelse, hvorimod den femte tå (svarende til vores lilletå) er stor, om end ikke helt så lang som den fjerde tå. Bandikutterne bevæger sig på alle fire og hopper ikke på bagbenene som kænguruer.

Bandikutterne har fem par fortænder i overmunden og tre par i undermunden. Af alle nulevende pattedyr er det kun stor bilby, opossummerne og monitoen, der har lige så mange fortænder i overkæben. Bandikutternes tænder er tilpasset en altæderkost.

Af de 18 arter af bandikutter findes fem i Australien og 11 på Ny Guinea og omkringliggende øer, mens to arter både findes på Ny Guinea og i det nordlige Australien.

De findes i en række forskellige naturtyper inklusive regnskov, åbent skovland, heder og bjerge over skovgrænsen.

Bandikutterne er de mest altædende af alle pungdyr. Deres føde omfatter hvirvelløse dyr som insekter, insektlarver og regnorme, frugt, frø, rødder, rodknolde, grønt plantemateriale og underjordiske svampe. Af og til tager de også mindre hvirveldyr som øgler, fugle og æg fra fugle og krybdyr.

En stor del af deres føde finder bandikutter frem til ved hjælp af deres skarpe lugtesans og ved at grave op til 30 cm dybe huller. Når de leder efter føde, bevæger de sig typisk afsted i et adstadigt tempo med snuden lige over jorden.

Bandikutter er hovedsagelig nataktive. De bygger simple reder på eller lige under jorden, hvor de tilbringer dagtimerne i skjul.

De er solitære og temmelig intolerante og aggressive over for artsfæller.

Drægtigheden hos bandikutter er meget kort og varer kun ca. 12-13 dage. De føder 1-8 unger ad gangen, hyppigst 2-3. Ungerne tilbringer omkring to måneder i hunnens pung, hvorefter de efterlades i en rede. Herefter går der ikke længe, før de bliver uafhængige og forlader hunnen. Bandikutter bliver allerede kønsmodne, når de er 3-6 måneder gamle, og kan gå i gang med at yngle i deres første år.

Som det også kendes fra kænguruer, parrer hunner af bandikutter sig, mens de stadig har unger i pungen, og kort tid efter, at et kuld unger er vænnet fra, kan en hun føde igen. Det gør hunnerne i stand til at sætte 3-4 kuld unger i verden i løbet af en enkelt yngleperiode. Hos nordlig brun bandikut og langsnudet bandikut kan blive til hele 15 unger på et år.

Evnen til at begynde at yngle så tidligt og producere så mange unger om året kombineret med en kort levetid på 1-4 år er blevet beskrevet som en lev-stærkt-dø-ung-strategi. Den gør bandikutter i stand til hurtigt at udnytte nye levesteder og fourageringsmuligheder skabt af fx brand, tørke og oversvømmelser.

De ældste bandikut-lignende fossiler er fundet i Queensland og dateret til at være omkring 54 millioner år gamle. De ældste fossiler, som man er sikre på stammer fra bandikut-ordenen (Peramelemorphia) er ca. 23-24 millioner år gamle.

Ifølge IUCN Red List er syv ud af de 18 arter af bandikutter truede. I Australien er en af de helt store trusler ikke-hjemmehørende rovdyr som røde ræve og forvildede tamkatte. På Ny Guinea er jagt og fældning af skov de største trusler mod bandikutterne.

• pungdyr