Black metal, ekstrem stilart inden for heavy metal. Stilen opstod i 1980’erne efter inspiration fra den engelske gruppe Venom, svenske Bathory og det schweiziske band Celtic Frost. Stilen var da især hurtigt spillet heavy metal som egentlig kun adskilte sig fra death metal ved tekstuniverset, som da var satanistisk og okkultistisk. I begyndelsen af 1990’erne opstod en black metal-scene i Norge med bands som Mayhem, Darkthrone, Emperor, Burzum, Immortal og Enslaved. Den opnåede stor mediebevågenhed idet nogle af medlemmerne deltog i satanistisk inspirerede kirkebrændninger ligesom enkelte blev dømt for mord. Nogle medlemmer af den norske black metal-scene var desuden aktive på den ekstreme højrefløj, om end miljøet generelt var upolitisk. Genren blev nu reelt udskilt fra death metal med bl.a. en anderledes vokalstil, åbne guitarakkorder og bevidst primitive lydoptagelser. Medlemmerne optrådte som regel med ansigtsmakeup ("corpse paint") der skulle vække mindelser om dæmoner eller lig, og en kompromisløs misantropisk satanisme blev dyrket. Genren begyndte i løbet af 1990’erne at forgrene sig og inddrage inspiration fra bl.a folkemusik og elektronica, og mange af udøverne gik fra satanisme over til nordisk religion, hvilket også gav sig udslag i æstetikken omkring scenen. En undergenre til black metal kaldes således for viking metal. Black metal er en af Norges største kulturelle eksportvarer og har inspireret bands over hele verden.
Det sker
Kylian Mbappé
Franske Kylian Mbappé nærmer sig argentinske Lionel Messis nysatte rekord for flest mål scoret ved en VM-slutrunde. Med 18 mål er den 27-årige kun ét mål fra Messi.
Processionsspindere
Odense Kommune tror ikke længere på, at de kan få udryddet den bestand af egeprocessionsspindere, der kom til kommunen i 2025. Larvens hår kan give allergiske reaktioner hos både dyr og mennesker.
Ferie
Skolernes ferie begynder. Idéen om ferie vandt først for alvor indpas i slutningen af 1800-tallet, da industrialiseringen betød, at livet blev inddelt i arbejde og fritid.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.